Dengang hele Europa (undtagen Danmark) blomstrede

Nikolai Arcel’s “En kongelig affære” er en af nyere tids danske klassikere. Vi har ikke råd til at lave ret mange kostumedramaer, men Arcel fik dog stablet en habil én af slagsen på benene. Og imponerende ser den ud, mindst lige så troværdig som mange BBC-serier, og ikke bare pga. kostumerne, men også de mange større kulisser. Jeg frygtede, at hele filmen ville foregå i det samme lokale, men sådan blev det ikke. “En kongelig affære” er virkelig imponerende af en dansk film at være.

Historien mindede mig om en blanding af “The Duchess” og “The Other Boleyn Girl”, men så har den også nogle elementer, der ikke er set andre steder. Kong Christian VII er en genialt sammensat karakter (Mikkel Boe Følsgaard), en usikker, legesyg, narcissistisk unge, ufrivilligt fanget i en konges krop, som alle (inklusiv vores hovedpersoner) forsøger at tæmme for at få magten over landet. Hans opførsel er tåkrummende pinlig fra start til slut, noget som er med til at gøre min oplevelse af filmen temmelig ubehagelig, og derfor var det en lettelse at følge Dr. Struensee’s (Mads Mikkelsen) succes med at styre ham. Det bliver dog naturligvis ikke ved med at gå godt, ikke mindst fordi Struensee ikke har samme succes med at styre sine egne naller, da han indleder et lidenskabeligt forhold med dronning Caroline (Alicia Vikander).

En kongelig affære

Der er ikke ret mange karakterer i historien, man reelt kan beundre, men det synes at være åbenlyst, at Caroline og Struensee skal være på vores side. En vigtig pointe i skildringen af disse karakterer er deres oplyste tanker om menneskets frihed, om folkets rettigheder og selvfølgelig om religionens undertrykkende væsen. Det er hos disse mennesker, vi finder sæden af moderne vestligt demokrati. Hvad de ønsker er naturligvis et land med ytringsfrihed og helsevæsen, mens kirken ønsker at bevare stavnsbåndet, kapitalisme og undertrykkelse. Mens karaktererne er nuancerede og både indeholder godt og ondt og også må slås lidt med sig selv – selv om jeg godt kunne have tænkt mig, at de ‘indre kampe’ havde fyldt lidt mere – så efterlades man aldrig i tvivl om, hvem der er på den rigtige side af historien.

Som kristen kan jeg naturligvis ikke overse, hvordan kristendommen portrætteres i denne fortælling, som ironisk nok ligner på klassiske reformationsfortællinger om Luther og andre, bare med modsat fortegn. Gud er død, og derfor er det tid til frihed. Når kirken dominerer, så ligger landet i mørke, mens resten af Europa, som Caroline skriver til sine børn, blomstrer i Oplysningens lys. Dette fungerer fint i et eventyr, hvor vi gerne deler virkeligheden op i de “gode” mod de “onde”, men i en historie baseret på virkeligheden er det påfaldende a-historisk.

Europa blev jo ikke en blomst, men skulle efter Oplysningstiden se større magtkampe og krige end nogensinde tidligere. Hvad der blev sået her var også de frø, som skulle vokse og blive til ‘nationen’ som institution, for alvor sat i gang med Napoleonskrigene. Folk sluttede ikke med at kæmpe om magt og at slå hinanden ihjel; de fandt bare nye undskyldninger. Ironisk nok hjalp dette kristendommen og kirken med at finde tilbage til sine rødder i Jesu næstekærlighed.

Lidt kedeligt er det da også, at filmen ikke fanger mere nuancerede kristne perspektiver end den magtliderlige, arrogante biskop i statsrådet. “Jeg har tænkt meget på Gud i det sidste,” siger Struensee efter flere dages tortur, og vi ved hvad han har tænkt. Men hvorfor udelukke alle idéer om, at der findes en god Gud, som græder lige så meget over uretfærdighed (hvis ikke mere) end Voltaire og Rousseau? Kunne disse ikke have fået bare en lille plads i historien?

Den onde kirke

Samtidig synes repræsentationen ikke at være helt fair, når det gælder omsorgen for de svagere i samfundet. Jo, kirke og stat havde et usundt ægteskab, særligt i 1700-tallet, men denne historie glemmer det større perspektiv, hvor kirken oprindeligt stod for den omsorgsrolle, vi i dag har overladt til staten. Før kristendommens indpas i verden var der (groft sagt) ingen magthavere, der havde som mål at tage sig af de svage, og omsorgsinstitutioner var ikke-eksisterende. Kristendommen har dog trods alt givet os fortællinger som “den barmhjertige samaritaner” og promoveret, at man skal elske sin næste. Det er helt i den kristne ånd at tage sig af de syge og de sultne – læs historierne om Jesus, hvis du er i tvivl.

Disse pointer passer dog tilsyneladende ikke ind i det oplyste eventyr, “En kongelig affære” gerne vil fortælle, om hvordan troen på individet (i stedet for Gud) frelste verden og gav os den perfekte verden, vi lever i nu, hvor korruption er komplet ikke-eksisterende og alle får, hvad de har brug for… Det er en imponerende og på mange måder interessant film, men på det ideologiske plan har den efter min mening nogle åbenlyse mangler.

Reklamer

Lion Kingismen

474234

For 20 år siden sendte Walt Disney Pictures deres bedste film (nogensinde) i biograferne. Dette er naturligvis en helt igennem subjektiv udtalelse, og jeg ved godt, andre er gladere for Snehvide, Pinnochio, Aladdin, Treasure Planet og High School Musical, men for mig er der ingen tvivl. Ingen Disneytegnefilm har foreløbig kunnet pierce mit hjerte eller fylde min sjæl med både sorg og glæde, sådan som Løvernes Konge kunne!

Det har muligvis noget at gøre med, at jeg var 7-8 år, da jeg første gang så den. Men nostalgi til side, så synes jeg stadig, det er en fantastisk film. At det er en god film er dog ikke nødvendigvis grund nok til at nævne den her – den er nemlig også interessant pga. dens særlige verdensbillede og de konkurerende livssyn, vi møder i filmen.

Læs resten

“In Bruges” – et studium i synd, skyld og dom

Jeg havde ikke som udgangspunkt tænkt mig, at jeg skulle skrive anmeldelser af enkelte film på denne blog, men jeg må tilstå, jeg flere gange har været fristet. Dog er fokusset her som bekendt ikke bare, om en film er “god” eller “dårlig”, men hvad den siger om livet. Så når jeg nu begiver mig ud i at kommentere på en film, så vil jeg gøre det på netop den måde. Det lader sig dog ikke altid gøre uden at spolere væsentlige dele af plottet.

I går så jeg filmen “In Bruges”, som ligger på Netflix. Den følger to lejemordere fra Irland, Ken og Ray, spillet af Brendan Gleeson og Colin Farrell, der bliver sendt til Bruges, en belgisk middelalderby, af deres chef. De ved ikke, hvorfor de er der – enten er det for at holde sig skjult, eller også er det fordi deres chef har en blodig opgave til dem. Ray (Farrell) er plaget af fortiden og kan derfor ikke sidde stille, så han roder sig ud i lidt ballade lokalt, mens hans partner får en vanskelig opgave.

Og så har jeg egentlig sagt mere end nok. Jeg vidste ikke, dette var en komedie, så jeg blev yderst overrasket, da jeg pludselig hørte mig selv le ad dialogen og det, som i øvrigt foregik på skærmen. Det afholder dog ikke filmen fra også at være mørk og spændende på højde med de bedste thrillers. Mest overraskende var dog dens tematiske dybde.

Mit råd her er: Se filmen, kom tilbage og læs videre.

(Følgende indeholder spoilers.)

Læs resten