Lion Kingismen

474234

For 20 år siden sendte Walt Disney Pictures deres bedste film (nogensinde) i biograferne. Dette er naturligvis en helt igennem subjektiv udtalelse, og jeg ved godt, andre er gladere for Snehvide, Pinnochio, Aladdin, Treasure Planet og High School Musical, men for mig er der ingen tvivl. Ingen Disneytegnefilm har foreløbig kunnet pierce mit hjerte eller fylde min sjæl med både sorg og glæde, sådan som Løvernes Konge kunne!

Det har muligvis noget at gøre med, at jeg var 7-8 år, da jeg første gang så den. Men nostalgi til side, så synes jeg stadig, det er en fantastisk film. At det er en god film er dog ikke nødvendigvis grund nok til at nævne den her – den er nemlig også interessant pga. dens særlige verdensbillede og de konkurerende livssyn, vi møder i filmen.

Læs resten

Det trygge liv i Marvel-universet

Den nyeste blockbuster fra tegneseriegiganten Marvel har nu kørt en uges tid og har både præsteret at hente pengene hjem og at imponere anmelderne. En bruger på filmz.dk udråbte “Guardians of the Galaxy” til den “Bedste Star Wars film siden Return Of The Jedi!” Personligt var jeg ikke så fortryllet af trailerne til filmen, og jeg havde faktisk ikke planlagt at se den i biografen. Men til sidst gav jeg efter for de positive anmeldelser, og måtte sammen med resten overgive mig til det fåmælte træ, den pistolglade vaskebjørn og lyden af frisk 70’er-musik. Det var en hurtig, humoristisk og til tider endda rørende tegneseriefilm.

“Guardians” er den 10. film, som foregår i Marvels Cinematiske Univers (MCU) og etablerer baggrunden for plottet i den tredje Avengers-film, allerede inden “The Avengers 2” har fået premiere. Universet begynder at blive rimelig stort med alle de film, som har bidraget til at skildre det, sammen med TV-serien, “Agents of S.H.I.E.L.D.”, og tilsyneladende også flere serier, som skal produceres af Netflix, bl.a. “Daredevil” næste år.

Så vi er nu kommet forholdsvis langt og begynder at kunne sige nogle ting om universet, som Marvelstudiet og deres kreative leder, Kevin Feige, har skabt til biograferne. Hvordan er det at bo i dette univers? Hvad er det for en verden? Hvordan adskiller den sig fra vores verden og fra andre tegneserieverdener, som vi har mødt på lærredet?

Marvel modstod dystre trends

Men før vi snakker mere om Marvel, så lad os snakke lidt om konkurrenten, DC Comics. I 2005 gjorde Christopher Nolan noget fantastisk, som skulle få stor betydning for tegneseriefilmatiseringer som genre. Han gav os en forfriskende Michael Mann-version af Batman. Tim Burton havde givet os sine goth-versioner i 1989 og 1992, og Joel Schumacker sine karikerede Dame Edna-versioner i 90’erne.

Men med “Batman Begins” skabte Nolan en kynisk gangsterverden, tegneserieentusiaster kunne genkende fra tegneseriehæfter som “Batman: Year One”, “The Long Halloween” og “The Dark Knight Returns”. I stedet for at lave en typisk superheltefilm, så forsøgte han at lave en god thriller, der bare tilfældigvis havde en mand ved navn Bruce Wayne iført et flagermuskostume. Mange af os er taknemlige for Nolans bidrag. Ligesom folk i slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne stadig var taknemlige for Burtons bidrag. Efter de jammerlige Schumacker-film var det godt at se, at nogen igen turde tage Batman alvorligt og give filmene en mørk, dyster og seriøs tone, der bugnede af realisme og troværdighed på trods af de lidt fantastiske elementer.

batman-begins-22550-hd-wallpapers

Også filmstudierne og producenterne opdagede, at Nolan her havde ramt et eller andet. “Biografpublikummet kan lide mørke og dystre tegneseriefilm!” konkluderede de. Da Sony besluttede sig for at reboote Spider-Man, så de ikke mistede rettighederne til franchisen, var der derfor ingen tvivl om, at de ønskede en mørkere tone. (Spider-Man er en marveltegneserie, men filmrettighederne ejes af Sony.) Mørk og dyster var det nye sort.

Problemet var, at bare fordi vi gerne ville have Batman i sort, så betød det ikke, at vi ville have alt i sort. Vi ville have Batman i sort, fordi Batman er sort i tegneserierne. Men det er ikke alle superhelte, der tåler en sådan behandling. Der var intet behov for en dyster Spider-Man og en dyster Superman, og den påtvungne dystre tone har ikke gjort de nyeste film om disse helte bedre, bare mindre sjove og mere tunge at se på.

Det er i lyset af den dystre udvikling, at det har været forfriskende at se Marvel-universet udvikle sig. Her er en stribe film, som klarer at tage sig selv seriøst nok til at være medrivende og rørende fortællinger, men som samtidig bestræber sig på at have det sjovt.

Avengers_live_banner

Og hvorfor skulle de ikke også det? De er jo baseret på tegneserier, som ofte er farverige og sjove. Da vi som børn læste tegneserier og drømte om, at nogen endda ville lave dem til film, så håbede vi ikke på, at de ville sortere de fjollede elementer fra. Jeg gjorde i hvert fald ikke. Vi håbede på, at filmene kunne give os en lignende oplevelse, som den vi havde, da vi læste tegneserierne.

Hvis de havde forsøgt at give “IronMan”, “Thor”, “The Incredible Hulk” og “Captain America” en alvorlig, dyster, realistisk tone, så havde det været en katastrofe. Marvel modstod dog presset, da alle troede, at biografgængerne bare ville have dystre film. Men i stedet ved vi nu, at når vi går ind til en Marvelfilm, så kan vi forvente fest og farver og humor, akkurat som vi fik fra marveltegneserierne. Det er glade og positive film, som ved, at det godt må være sjovt at se på noget, som er supert.

Hvad koster det at være positiv?

Det er vanskeligt at definere tone, da det utvivlsomt er en sammensætning af flere forskellige ting. Det åbenlyse er selvfølgelig farverne på filmplakaterne og scenografien i øvrigt. Sammenlign fx Sam Raimi’s Spider-Man (2002) med det dystre reboot fra 2012. Den ene Spider-Man siger “jamen halløjsa”, den anden siger “don’t mess with me”.

image

Men derudover afspejles det naturligvis i plot og karakterer. Ingen vil udfordre påstanden, at karaktererne i de “dystre” film ofte er dybere og psykologisk mere gennemtænkte end i de kulørte film. Dette synes i særlig grad at gælde for skurkene. Derfor er alle skurkene i Nolans Batmanfilm langt mere interessante og mindeværdige end samtlige skurke i Marveluniverset. Den mørke tone priviligerer skurkene, sådan er det bare.

De dystre film har heller ikke det problem, at de ikke kan aflive personer, hvis det gør historien mere interessant. Dette kunne jeg gå dybere ind i, men det ville nok inkludere nogle spoilers. Læs hellere denne glimrende artikel om det, hvis du er interesseret. Min pointe er dog, at den slags gør man ikke i en Marvelfilm. Det er filmene alt for glade og positive til. Man leger dog gerne med tanken, men selv hvis nogen af de gode dør, så har de det med at genopstå senere. Selv Agent Coulson vendte jo tilbage (ups, nu spoilede jeg lidt alligevel).

Sagt på en anden måde: Marvels største svaghed er, at det aldrig føles rigtig farligt i deres film. Vi ved, at uanset hvor stærke skurkene er – og stærke, det bliver de! – så kan de ikke vinde. Tillad mig at uddybe.

Marvel-skurkene kan ikke vinde

Avengers-3-Infinity-Gauntlet-War-ThanosI “Guardians” præsenteres vi for en såkaldt “infinity stone”. Den er lilla. Ligesom “tesseracten” i den første “Captain America” og i “The Avengers” (den var blå), så er det en utrolig farlig genstand, som kan bruges som energikilde af onde skurke til at tilintetgøre hele verdener og civilisationer. Også i “Thor: The Dark World” blev vi introduceret for en sådan genstand (den var rød). Med disse genstande – som der tilsyneladende bliver flere og flere af – så bliver skurkene i Marveluniverset tilsyneladende stærkere og stærkere. Når Thanos, hovedskurken i den tredje “Avengers”-film, engang får samlet alle stenene – vi ved, det kommer til at ske – så bliver han lige så stærk som Gud (egentlig ikke, men tæt nok). Det bliver en farlig dag for hele universet!

Men ikke farligere end at vores små helte med lidt skill og en masse held alligevel vinder til sidst. Disneyloven siger det. Og ikke farligere end at vi ved, det hele ender godt, endda uden at nogen betaler for det. Marveluniverset er og bliver nemlig trygt og godt.

De onde bliver stærkere og stærkere. Mere og mere frygtindgydende for hver film. Engang var det kærestens tryghed, som stod på spil. Men så blev det pludselig Manhattans tryghed. Så blev det verdens. Så blev det galaksens. Og snart er det hele universets tryghed det gælder!

Alligevel kommer vores helte til at vinde på et øjeblik, hvor tilfældighederne lægger det hele til rette for dem. I det rette øjeblik vil de gøre det de skal, uden at det koster dem noget. Det er nærmest en naturlov. Eller det nogen kalder “skæbnen”. Marveluniverset vil aldrig gå så langt som til at kalde det Guds indgriben. I “Ringenes Herre” var troldmanden Gandalf i det mindste klar til at flirte med ideen, da han betroede hobbitten Frodo, at der var andre kræfter på spil i verden end de mørke. Men i MCU spekulerer ingen over, hvorfor de gode vinder. Men vi forventer det. Det er barnlig optimisme, og det er opmuntrende – ja, trøstende – at se på.

Vor tids trygge disneyfilm

Da jeg var barn, så var det altid årets Disneyfilm, jeg så frem til. Den udkom omkring juletid hvert år, den såkaldte klassiker. Jeg voksede op på Den Lille Havfrue, Skønheden og Udyret, Aladdin, Løvernes Konge, Pocahontas (den første nedtur), Klokkeren i Notre Dame, Herkules, osv.. Disney kunne man altid regne med, i hvert fald i 90’erne. Da tegnefilmen døde som genre, blev den erstattet af 3D-animationsfilmene fra Pixar, og efter nogle svære år for Disney, gjorde de det eneste fornuftige og købte dem. Senest har Disney så opkøbt Marvel og nu også Lucasfilm. Walt Disney Pictures fortsætter altså med at være de kongelige leverandører af underholdning fra Hollywood, selv om deres logo er gledet lidt i baggrunden.

Som barn vidste jeg, hvad jeg fik, når jeg gik ind til en Disneyfilm. I dag ved børn på samme måde, hvad de får, når de går ind til en Marvelfilm (en disneyfilm) eller en pixarfilm (også en disneyfilm). De får en eventyrlig film med humor og en happy ending.

Det er standardiseret og forudsigelig underholdning. Men indenfor de definerede rammer er der stadig rum for kreativitet. På papiret er “Guardians of the Galaxy” den samme film, som vi har set før: Superhelte forhindrer en superskurk i at destruere hele verden med sit supervåben. Det kommer de næste Marvelfilm også til at handle om, og der er stor sandsynlighed for, at de også bliver underholdende.

Det nye i “Guardians” var en aggressiv vaskebjørn, smukke billeder fra verdensrummet og 70’ermusikken. Men ellers var alt ved det samme. Der var action og humor og sjov, og det hele endte selvfølgelig godt til sidst, som vi vidste at det ville. Det var velkendt og hyggeligt, og jeg labbede tilfredst fantasien om en vild, men tryg verden i mig som cocio chokolademælk.