“In Bruges” – et studium i synd, skyld og dom

Jeg havde ikke som udgangspunkt tænkt mig, at jeg skulle skrive anmeldelser af enkelte film på denne blog, men jeg må tilstå, jeg flere gange har været fristet. Dog er fokusset her som bekendt ikke bare, om en film er “god” eller “dårlig”, men hvad den siger om livet. Så når jeg nu begiver mig ud i at kommentere på en film, så vil jeg gøre det på netop den måde. Det lader sig dog ikke altid gøre uden at spolere væsentlige dele af plottet.

I går så jeg filmen “In Bruges”, som ligger på Netflix. Den følger to lejemordere fra Irland, Ken og Ray, spillet af Brendan Gleeson og Colin Farrell, der bliver sendt til Bruges, en belgisk middelalderby, af deres chef. De ved ikke, hvorfor de er der – enten er det for at holde sig skjult, eller også er det fordi deres chef har en blodig opgave til dem. Ray (Farrell) er plaget af fortiden og kan derfor ikke sidde stille, så han roder sig ud i lidt ballade lokalt, mens hans partner får en vanskelig opgave.

Og så har jeg egentlig sagt mere end nok. Jeg vidste ikke, dette var en komedie, så jeg blev yderst overrasket, da jeg pludselig hørte mig selv le ad dialogen og det, som i øvrigt foregik på skærmen. Det afholder dog ikke filmen fra også at være mørk og spændende på højde med de bedste thrillers. Mest overraskende var dog dens tematiske dybde.

Mit råd her er: Se filmen, kom tilbage og læs videre.

(Følgende indeholder spoilers.)

Læs resten

Bliver vi påvirket af film?

Hvis du nogensinde har spekuleret på, hvad de egentlig beskæftiger sig med på medievidenskab, så kan jeg afsløre, at ovenstående spørgsmål fylder en god del. Ikke bare film, selvfølgelig, men mediernes virkning på individet og samfundet generelt, og selvfølgelig også samfundets virkning på medierne. Intentionen med dette indlæg er dog ikke at opsummere alt, jeg havde på pensum i faget “mediernes publikum” sidste semester. Jeg vil bare nøjes med et par små refleksioner, der afspejler hvad jeg selv er kommet frem til.

Selvfølgelig bliver vi påvirket!

På den ene side virker det til, at der ikke er noget at diskutere: Selvfølgelig påvirkes vi af film – ellers gad vi jo ikke se dem! Vi går i biografen, fordi det reelt giver os noget, en oplevelse, en tilfredsstillelse af en art.

De fleste vil være parate til at indrømme, at historier påvirker os, at musik og lyd påvirker os, at billeder påvirker os – det virker i givet fald paradoksalt at påstå, at disse sanselige oplevelser i sammensætning (som “film” jo er) ikke har en form for påvirkning.

Spørgsmålet er dog, hvordan de påvirker os. Og hvor kraftig denne påvirkning er. Og hvor blivende effekten er, når der er gået længere tid.

Filmens effekt er overdrevet

Indenfor medieforskning var man for hundrede år siden meget bekymrede for påvirkning fra medier, ikke mindst fra film. Dels fordi “levende billeder” var en ny ting, og biografer var en meget kunstig situation for mennesket at blive sat i. Man målte, så vidt man kunne, folks fysiske reaktioner og blandede resultaterne med lidt spekulation og kom frem til, at film var ganske farlige.

Dette tankesæt har forskerne nu bevæget sig væk fra, særligt ideen om at noget generelt kan siges om størrelserne “mennesker” og “film”, da både mennesker og film er forskellige, og da mange andre faktorer har mere at sige for, hvordan en film påvirker et menneske.

I nyhedshistorier og debatter bliver medieeffekt typisk overdrevet og problematiseret langt mere, end forskning reelt kan understøtte. I forbindelse med Utøya kom det bl.a. frem, at Anders Behring Breivik havde spillet meget “World of Warcraft”, og at han lyttede til musik komponeret af Clint Mansell (mere specifikt kompositionen “Lux Aeterna”, som bliver brugt i filmen “Requiem for a Dream”) under sin terroraktion. Enkelte var hurtige til at fordømme computerspil og Mansells musik i samme åndedrag. I filmverden er bl.a. Christopher Nolans Batmanfilm blevet kritiseret i forbindelse med, at en morder fandt inspiration fra dem, for eksempel James Holmes. Han skød 12 mennesker i en biograf i Colorado, hvor “The Dark Knight Rises” blev vist, og erklærede, at han var “Jokeren” (navnet på en skurk fra samme filmunivers).

Anders Behring Breivik i WoW

De fleste er selvfølgelig kloge nok til at forstå, at andre faktorer end spil, musik og film har medvirket til at gøre Brevik og Holmes til mordere. De fleste af os ved jo, at der sandsynligvis også er psykologiske, medicinske og sociale ting, som har haft betydning. Vi slipper dog aldrig helt af med folk, der vil bruge den slags historier til at udtale sig kategorisk om medieprodukter.

Forskning på holdningsændringer

I nyere tid har forskningen på mediers effekt på publikum ofte drejet sig om effekten på holdninger. Der har været mange studier, hvor man har taget grupper af studerende og vist den ene gruppe en dokumentarfilm og den anden gruppe en anden film og så undersøgt, om holdningsændringer har fundet sted i den ene gruppe i forhold til i den anden. Resultaterne er sjældent entydige, så en foreløbig konklusion har været, at film kan have effekter på holdninger, men at individuelle faktorer som kulturel baggrund, køn, intelligens (osv.) spiller ind på resultatet.

Der er sket et paradigmeskift i forskningen, idet man har opdaget, at filmens seere også selv spiller en aktiv rolle, både når det gælder at afkode filmens budskab (forstå den), men også når det gælder om at lade sig overbevise af dens budskab, som jo er noget andet. Du kan være en skeptisk seer, og du kan yde modstand mod filmen du ser og dens budskaber. Desuden er der ofte et socialt gruppesamspil at tage højde for, da vi sjældent ser film alene og ofte tager stilling til dem, efter vi har snakket om dem med hinanden.

Alt det her lød på mig som almindelig sund fornuft og vil næppe overraske ret mange i dag. Alligevel er det ikke altid sådan, forskere har tænkt omkring film og påvirkning.

Konklusionen er altså ikke, at film ikke har effekt, men at effekten er nærmest umulig at måle på nogen videnskabelig vis, da filmkiggeri som fænomen er alt for komplekst. Hver situation er unik og pakket med ukendte faktorer. Men forskningens mangel på præcision skal ikke forveksles med total uvidenhed om, hvordan film fungerer og kan påvirke os.

Min subjektive erfaring

Et godt udgangspunkt for at forstå film er selvfølgelig den subjektive oplevelse. Har du nogensinde set en film, som påvirkede dig meget stærkt? Som blev siddende hos dig i flere dage, efter du havde set den? Eller som måske ligefrem fik dig til at skifte holdning i et spørgsmål?

Dead Man Walking w. Sean Penn

Jeg husker en film som “Dead Man Walking” med Sean Penn og Susan Sarandon særdeles godt, ikke fordi den fik mig til at skifte holdning til dødsstraf (jeg var allerede imod det), men fordi den styrkede en holdning, jeg allerede havde. Ikke fordi filmen var ægte, men fordi den ud fra min opfattelse kunne have været det, eller fordi dens principper kunne overføres til virkeligheden. Dette er dog nok mere normalt; en film vil typisk styrke en holdning hellere end forandre den.

Der er ikke længere ret mange uddannede mennesker, der stiller spørgsmålstegn ved global opvarmning, og at temperaturstigningerne ikke er naturlige, men derimod skyldes menneskehedens udslip af CO2. Dokumentarfilmen “Chasing Ice” (se klip her) viser os billederne af isen, der smelter – is, som vi ved har ligget der i mange, mange tusind år. Var jeg ikke allerede blevet overbevist, så tror jeg, denne dokumentarfilm havde gjort det. Mindre effektiv er Michael Moores film som “Fahrenheit 911” på mig, da jeg kender nok til klipning til at vide, jeg muligvis bliver manipuleret med.

Chasing Ice

Men at jeg kan nævne to film ud af de 1000 film, jeg har set, er i sig selv lidt sigende. Det kan næsten siges prediktivt, at en film sandsynligvis ikke vil ændre mine holdninger. Måske er jeg bare meget stædig. Eller måske dette gælder os alle, også dig. Den næste film du ser vil sandsynligvis ikke ændre dine holdninger i nogen særlig grad. Men måske den vil forandre dit syn på et aspekt af verden, som du ikke engang selv er bevidst om?

Kultiveret verdensopfattelse

En af de mere interessante teorier, jeg er blevet præsenteret for, er kultivationsteorien af George Gerbner. Han sagde, at jo mere tid folk bruger på at “leve” i fjernsynets verden, desto mere tilbøjelige vil de være til at tro på den sociale virkelighed, der fremstilles i fjernsynet.

Dette er en lidt anderledes diskussion end spørgsmålet om, hvorvidt fjernsynsvold gør folk mere voldelige. Meget fjernsynsvold gør ikke nødvendigvis folk voldelige – men deres opfattelse af verden bliver måske, at der er mere vold derude, end der reelt er. Ser vi mange krimier eller måske bare nyhederne, så vil vi tro, at vold og mord er udbredt, statistisk set. Grunden til at teorien kaldes kultivationsteorien er dog netop, at fænomenet tager tid. Det er ikke ét indslag på nyhederne – eller én episode af “CSI” – der gør udslaget; det er mange timers tv-kigning.

Forskningen har ofte fokuseret på vold, men der er ingen grund til at tro, at det ikke gælder alt andet. Kan den konstruerede virkelighed fra film og TV være den egentlige grund til, at mange mennesker (fejlagtigt) tror, vi kun bruger 10% af vores hjerne? Og at 10% af alle mænd er homoseksuelle?

Fjersynet er et vindue til en konstrueret virkelighed, som vi sidder og kigger på, nogle gange med paraderne oppe, men ikke altid. Over tid vil vi næppe skelne stort mellem hvad vi har lært om verden via fjernsynet (hvad vi jo har “set med vores egne øjne”!) og hvad vi ser, når vi går ud i verdenen om morgenen for at begive os på arbejde. I den digitale tidsalder er vi flere og flere, der konstant “lever” i en konstrueret verden, hvad enten det er spil, film eller tv-serier.

Påvirkningen du ikke ser

Hvis du ikke vil påvirkes af en films budskab, så vil du sandsynligvis ikke blive det i særlig stor grad. Dér hvor vi bliver påvirket er dér hvor vi ikke beskytter os selv, hvor vi glemmer at holde øje. Kristne er på vagt overfor løgnene om kristendommen i “The Da Vinci Code”, men lægger de mærke til hvad filmen fortalte om geografien i Paris? Næste gang vi kommer til Paris og ser, at Louvre ikke ligger lige ved siden af Triumfbuen og Eiffeltårnet (eller hvordan det nu var), så vil vi måske blive chokerede over, hvordan filmen løj for os uden at vi opdagede det!

Et absurd eksempel, men det illustrerer meget godt, hvordan film altid vil påvirke os, da vi aldrig klarer at beskytte os mod alt. Det havde i øvrigt heller ikke været ønskeligt, da det ville resultere i et liv uden stimuli og uden menneskelig kontakt. Dette er nemlig ikke blot et spørgsmål om medier, men om vores perception af verden som helhed, og om hvordan alt kommunikation i virkeligheden er selektivt og tendentiøst. Et spørgsmål der selvfølgelig er for stort, selv for denne blog.

Fejre det gode, kritisere det dårlige

Jeg skrev i et andet indlæg, at film bør vurderes som historier med værdier. Dette ville selvfølgelig være et meningsløst foretagende, hvis mennesker ikke reelt bliver påvirket af filmværdier. Måske det netop er én af grundene til, at film i sjældnere grad bedømmes på den måde – at mange filmanmeldere ikke vil tilskrive film nogen varig effekt på holdninger eller verdenssyn.

Men selv om filmeffekt af og til er blevet overdrevet, så er underholdningsbranchens vedvarende popularitet i sig selv et tegn på, at filmene giver os noget, og at Hollywood er en stærk kultiverende stemme i vores samfund. Nogle vaccinerer sig imod dette ved helt at undgå film og andre medieudtryk. Personligt har jeg større tro på, at vi tillader os selv at se meget forskelligt, men med en fundamental kritisk tilgang til alt vi ser – at vi fejrer det gode og kritiserer det dårlige.

 

Film, der blev nævnt i dette indlæg:

  • “Requiem for a Dream” af Darren Aronofsky.
  • “The Dark Knight”-trilogien af Christopher Nolan.
  • “Dead Man Walking” af Tim Robbins.
  • “Chasing Ice” af James Balog og Jeff Orlowski.
  • “Fahrenheit 911” af Michael Moore.
  • “The Da Vinci Code” af Ron Howard.

Følg os på Facebook

Vi afbryder lige med en lille reklame.

Vidste du, at du kan følge “Film fra Oven” på Facebook?
Den ser sådan cirka sådan her ud:

image

Hvis du trykker “Synes godt om” (se pilen), så kan du vælge at vise dine venner, at du godt kan lide denne side. (Du kan også trykke direkte via denne side, bare se vinduet til højre.)

Derudover kan du vælge muligheden “Få notifikationer” – det betyder, at hver gang jeg opdaterer med et indlæg her på bloggen, så ser du det også i din Facebook-newsfeed:

image

På den måde undgår du at gå glip af vores spændende artikler.

Læser du et specifikt indlæg, som du synes er godt, så kan du også dele det eller trykke “synes godt om” det nederst på siden.

Sidder du for øvrigt med nogle spørgsmål til bloggen, så se om de ikke allerede er blevet besvaret.

Tusind tak for din support!

Hvordan bedømmer vi filmhistorier?

Stort set alle aviser og rigtig mange hjemmesider beskæftiger sig med film. Film er de skønlitterære tekster, vi udsætter os selv for i biografen. De består af lyd og billeder, som nogen har sat sammen for at fortælle en historie. Historier kender vi fra andre steder. Avisartikler fortæller historier. Denne blog fortæller historier (fx fortalte jeg historien om Filmz.dk). Bøger fortæller historier. Radioen fortæller historier, osv..

Når aviser og hjemmesider bedømmer film, så er det ofte med fokus på historien, både om den blev godt fortalt, om den var troværdig, om den hang sammen, og om den var spændende. Vi bedømmer skuespillernes præstationer ud fra, om de får historien til at virke. Dårligt skuespil ødelægger historien. Vi bedømmer effekterne ud fra samme kriterium. Alt for dårlige effekter kan ødelægge en historie – og for mange effekter kan stjæle fokus fra den eller måske prøve at kompensere for manglen på historie.

Vigtigere end disse er manuskriptet. De bedste skuespillere og effekter kan sjældent kompensere for et dårligt manuskript. Til gengæld klarer selv middelmådige instruktører (fx Brett Ratner og M. Night Shyamalan) at lave okay film, hvis de besidder et godt manuskript, mens andre instruktører nødigt skyder film uden selv at have tilrettet og revideret, måske endda skrevet, manuskripterne (fx Joss Whedon, Christopher Nolan).

Der er denne række af ting – kategorier – som anmeldere ofte forholder sig til, når de skal vurdere, om en film er god. Men på bundlinjen, hvis du spørger mig, er det altså historien, det kommer an på, og hvor stærkt den står i ens hoved, når rulleteksterne kommer. Resten (skuespil, manuskript, effekter) er bare relevante at forholde sig til i den grad, det påvirker historien.

“Var det en god historie?”

Jeg tilslutter mig generelt denne metode for bedømmelse af film. Det er gode kriterier at stille, og det er gode ting at se efter, når man vil finde ud af, hvorfor en film fungerede eller mislykkedes.

Når det er sagt, så er der et spørgsmål, som anmeldere måske ikke stiller nær så ofte, selv om det måske kunne gøre samtalen om film mere interessant: Var det en god historie? Altså ikke: “Var det gode skuespillere?” Og ikke: “var den godt fortalt?” Men var historien, uanset hvor godt eller dårligt det lykkedes at få den formidlet, tiden værd? (Jeg er godt med på, at det ikke altid er til at adskille en historie fra måden den bliver fortalt på, men for argument’s sake, som de siger…)

Vores målestok for en god historie vil naturligvis variere, så en måde at omformulere spørgsmålet på er, om historien havde brug for at blive fortalt, om den var lærerig, om den havde gode værdier, om den gør verden til et bedre sted, om den var opbyggende, om den øger vores menneskelighed og medmenneskelighed, om den modvirker fordomme eller styrker stereotyper, om den skaber opmærksomhed om relevante problemstillinger i verden, om den skaber glæde eller smerte, om den sagde noget sandt om verden, om den er moralsk eller umoralsk, osv..

Kan en historie være umoralsk?

Netop det sidste kriterium om “moral” opsummerer mange af de andre spørgsmål, der kan bruges til at vurdere om en historie er god. Netop moralspørgsmålet synes dog at forundre mange: Hvordan kan en filmhistorie være “umoralsk”? Det er jo fiktion (opspind), ikke ægte. Folk, der bliver slået ihjel på film, bliver jo ikke slået ihjel i virkeligheden. Tarantino har jo aldrig dræbt nogen i virkeligheden. Men dette er en misforståelse af, hvad der egentlig menes, når folk kalder en film umoralsk. En film kan være umoralsk ved, at den påvirker nogens moral negativt. Spørgsmålet om hvorvidt film påvirker os vil jeg gemme til en anden gang. I mellemtiden er stort set alle med på, at der findes umoralske historier.

Lad os sige, at en skolelærer fortæller en ung skoleklasse – lad os sige en 2. klasse – denne historie: Der var engang en fremmed mand, som af og til stirrede på børnene udenfor skolegården. En dag tilbød han ét af børnene, lille Frederik, vingummier og inviterede ham med sig ind i sin bil. “Jeg skal bare vise dig noget,” sagde den fremmede mand. Han tog så Frederik med hjem og viste ham et helt tivoli, han havde i sin baghave. Her legede lille Frederik hele dagen lang sammen med andre børn, den fremmede mand havde inviteret. Den fremmede gav dem spaghetti til aftensmad, og da dagen var forbi, kørte han dem alle – også lille Frederik – hjem til deres forældre. Dette var den dejligste dag i lille Frederiks liv.

Har skolelæreren fortalt en umoralsk historie? Hvis dit barn var i den skoleklasse, havde du så ikke foretrukket, at din lærer enten ikke havde fortalt historien? Eller at historien havde været anderledes? Eller at der blev talt om historien på en kritisk facon efterfølgende?

Det betyder ikke, at historier ikke må overraske og udfordre os, eller at moralen altid skal være tydelig. Gode historier kan nogle gange stille spørgsmål til vores moralske forudantagelser. Dette er ikke bare dokumentarfilmenes lod, men kan også gøres gennem fiktion. I “The Dark Knight” spørger Nolan, om fabrikerede løgne nogle gange er nødvendigt for at bevare håb og idealisme. I “V for Vendetta” og i TV-serien “24 timer” stilles bl.a. det grænseoverskridende spørgsmål, om tortur nogle gange kan retfærdiggøres ved at “målet helliger midlet” (uden i øvrigt at sammenligne de to universer). I det omfang historien selv giver et svar på spørgsmålet – oftest hælder den mere til én side end en anden – da kan vi diskutere, om den er moralsk eller umoralsk, eller måske endda om vores egne antagelser om emnet er det.

V for Vendetta

Roger Ebert, Kick-Ass og Tarantino

På samme måde kunne jeg godt have tænkt mig, at anmeldere også var på vagt overfor umoralske film og turde tage del i den diskussion ud fra egne moralske værdier. De fleste anmeldere ignorerer normalt spørgsmålet helt, måske i større grad i Skandinavien end i USA. Unge anmeldere vil være tilbøjelige til helt at undgå diskussionen, fordi de ikke er personligt afklaret i forhold til mange moralske spørgsmål. Anmelderne undgår ofte moralspørgsmålet.

Roger Ebert, som ellers havde sine dårlige historier på CV’et (bl.a. “Beyond the Valley of the Dolls”), holdt sig ikke tilbage fra at skælde film ud for at være umoralske. At de var godt lavet og endda “tro mod forlægget” interesserede ham ikke, hvis resultatet i hans øjne var korrupt:

Will I seem hopelessly square if I find “Kick-Ass” morally reprehensible and will I appear to have missed the point? Let’s say you’re a big fan of the original comic book, and you think the movie does it justice. You know what? You inhabit a world I am so very not interested in. A movie camera makes a record of whatever is placed in front of it, and in this case, it shows deadly carnage dished out by an 11-year-old girl, after which an adult man brutally hammers her to within an inch of her life. Blood everywhere. (Læs resten her.)

Han giver filmen 1 stjerne på sin 4-stjerneskala. Det betyder ikke, at Ebert bare havde negative ting at sige om filmen, f.eks.: “Aaron Johnson has a certain anti-charm, his problems in high school are engaging, and so on.” Det er bare i hans øjne ikke nok til at redde filmen fra at være umoralsk ved at gøre en 11-årig pige først til et offer for vold og derefter til en tilsvarende voldelig superhelt, der tilintetgør sine fjender som var de spilfigurer. Min pointe her er ikke, at jeg er enig med Roger Ebert angående Kick-Ass, men at der er en interessant diskussion her, som er værd at få med sig.

Kick-Ass

Tarantinos film kritiseres ofte for sin eksplicitte vold og kaldes derfor ofte umoralske. Man kunne da forvente, at Tarantino affejer kritikken med “det er bare film” og “fiktion har ikke moralske implikationer”. Det gør han også i nogen grad, når han siger, at hans film ikke foregår på denne planet, og at meget af det bare er “for sjov”. Men overraskende nok, så er han heller ikke bange for at gå ind i diskussionen om hans film på et moralsk plan.

Tarantino ved nemlig godt, at film kan være moralske og umoralske; han mener imidlertid, at hans film er i den positive ende af det spektrum. “Kill Bill” står for feministisk moral, “empowering for piger fra 12 år og op”. Den handler trods alt om en kvinde, The Bride, der ikke længere vil lade sig undertrykke af manden, Bill. At hun ikke har et reelt navn, men bare kaldes The Bride er måske med til at understrege figuren som symbolsk repræsentant for verdens undertrykte kvinder. Netop det med ikke at lade sig undertrykke er et tema i flere hans seneste film. “Inglourious Basterds” var moralsk support til forfulgte og undertrykte jøder, og “Django Unchained” var moralsk support til undertrykte sorte (og slaver af alle hudfarver).

Kill Bill vol. 2

Dermed ikke sagt hvad jeg selv synes om Tarantinos film, altså om jeg er enig med ham, blot at spørgsmålet om moral er relevant, og at dette er værd at tage med i betragtning, når vi vurderer film og historier. Det gør de, som skriver og instruerer filmene, så hvorfor skulle vi andre undgå emnet?

At tale om moral er fy-fy

Det er påfaldende, hvor meget modvind folk vil møde (i hvert fald herhjemme), når de tilkendegiver, at de oplever noget som moralsk eller umoralsk. Det ligger i vores kultur, at man ikke har lov at bedømme noget – heller ikke film – i forhold til etik og moral. Bedøm ud fra din personlige smag, og det er okay. Bedøm ud fra hvad som er “sexy”, det er også okay. Bedøm ud fra “graden af effekt”, altså hvor “stærk” en film er, og det er også okay og bliver gjort hele tiden. Men at bedømme ud fra, om filmen er “moralsk”, det er (ironisk nok) fy-fy.

Idehistorikere og antroprologer har sikkert meget interessant at sige om dette. Hvordan er det gået til, at vi i vores kultur ikke længere tør diskutere offentligt, hvad som er ret og galt, rigtigt og forkert? Undtagelsen er naturligvis, når det gælder ting, som vi alle sammen (tilsyneladende) er enige om i udgangspunktet, og når der i hvert fald er en illusion af konsensus, til tider kaldet “politisk korrekthed”. Derudover er det selvfølgelig lov at sige til moraldommere, at det er umoralsk at være moraldommer. Toleranceforkæmpere er desværre ofte intolerante overfor folk, der ikke mener som dem selv.

Denne diskussion er selvfølgelig langt bredere end emnet for denne blog, som stadigvæk er film. Men det er i hvert fald et område, hvor vi kan begynde at modvirke trenden. Enhver trend, som forhindrer os i at sige vores ærlige meninger, synes jeg er værd at modvirke. Problemet er ikke, når skadelige ideologier får lov at komme til orde, men når der ikke findes et rum, hvor de kan blive modsagt. Gid vi ville slutte med at være bange for at bedømme film og historier generelt på et moralsk grundlag.

Jeg har selv varsomt listet i en stor halvcirkel udenom moralske spørgsmål, når det gælder film, måske fordi jeg er vokset op i et konservativt kristent miljø, hvor jeg føler dommen over film nogle gange har været alt for overfladisk og fordomsfuld. Jeg har savnet et dybere engagement med filmene. Så lad os alle – uanset baggrund og personlig overbevisning – tage den seriøse diskussion, og lad os tillade hinanden de forskellige synspunkter at komme til orde. Næste gang vi spørger “var det en god film?”, så lad os ikke være bange for at snakke om historien og ikke mindst om filmens moral.

The End of Filmz.dk

 

Hvis du er dansk filmentusiast og har en computer, så har du sandsynligvis – på et eller andet tidspunkt – været inde om hjemmesiden, Filmz.dk. Det har jeg i hvert fald. Det var den hjemmeside, jeg altid gik ind på, når jeg åbnede min browser. For at det ikke skal være løgn, så havde jeg en bruger på siden i 9 år, hvor jeg (med enkelte stilleperioder) deltog i alverdens samtaler om film og meget andet. I alt blev det til 7769 indlæg.

Jeg slettede min bruger onsdag d. 13. august 2014. Det samme gjorde 30 andre brugere, som havde været på forummet i mange, mange år, og flere sluttede sig til exit-gruppen de følgende dage. Det var ikke tilfældigt, at udvandringen skete den dag. (Og nej, det var heller ikke på grund af Robin Williams’ død aftenen før.) Stemningen havde længe været dårlig på sitet, men da det kom frem (via kontakter på Facebook), hvad tidligere ansatte på Filmz.dk havde oplevet, så besluttede mange sig for, at nu var det nok. Denne hjemmeside – som mange af os engang havde elsket – ønskede vi ikke længere at støtte med kommentarer og “clicks”. Mange af dem, som forlod den dag, var allerede inaktive på sitet, men brugte anledningen til endelig at slette deres bruger. For os var Filmz-historien slut.

Så hvad skete der med Filmz.dk? Én ting er, hvad der skete bag kulisserne. Det er jeg ikke den rette til at fortælle om. Men jeg tænkte, jeg ville bruge anledningen her til at fortælle, hvordan jeg husker Filmz – det ægte Filmz – og hvordan det lige så stille ophørte med at eksistere. Betragt det som en slags kærlighedserklæring fra en flittig eks-bruger af hjemmesiden. Eller en nekrolog.

we will always have filmz

Kvalitet var kendetegnet

Da jeg kom til Filmz.dk i 2004, så var det alllerede den bedste danske hjemmeside om film. Der fandtes andre hjemmesider, hvor folk anmeldte og skrev om film, men Filmz var i sin egen liga. Filmz var for nørderne. Det var for dem, der også gerne ville vide, hvordan film blev til, hvilke processer det indebar, og hvorfor nogle film blev klassikere, mens andre blev glemt. Når man læste en artikel på Filmz.dk, så gik man ikke bare derfra med en mening, men ofte med indsigt og kundskab. Det samme gjaldt, når man læste anmeldelserne. Selv hvis man var uenig, så var man alligevel blevet klogere. I sin storhedstid lærte Filmz.dk os nye måder at tænke film på.

Kvalitet indebærer selvfølgelig flere ting. Der kan skelnes mellem form og indhold. Det vigtigste var naturligvis indholdet. Filmz.dk faldt ikke for det poppede og smarte, som alle andre medier var så optaget af. Skandalehistorier om de kendte (“Lindsay Lohan taget for spritkørsel igen”) fyldte meget lidt. I stedet var nyhederne fokuseret på film, skabelsen af film (“Hovedrolle fundet til James Camerons “Avatar””), men også film som sociologisk og økonomisk fænomen (fx formatkrigen mellem HD-DVD og Blu-ray samt nyheder om distribution, piratkopiering og biografvirksomhed).

Et gennemgående træk fra nyhederne var deres saglighed. Takket være kompetent korrekturlæsning, så var overskrifterne korrekte. De kunne ikke misforstås, og de forsøgte ikke at appellere til laveste fællesnævner med antydninger om sex og skandaler. Der blev anført kilde, og med ét klik kunne man se den oprindelige artikel, som Filmz-nyheden var baseret på. Det var små ting – men de var i orden.

Det ville selvfølgelig være en nostalgisk fordom at huske alt som fuldstændig perfekt og fejlfrit. Der har altid været stave- og grammatikfejl her og der, men ikke i hver nyhed og uhyre sjældent i anmeldelserne og artiklerne. Faktisk var det karakteristisk for anmeldelserne, at de ikke bare var korrekt skrevet (altså med tanke på grammatik), men også at de var godt skrevet. Anmelderen ønskede ikke bare at argumentere for sit syn på filmen, men bestræbte sig på samtidig at underholde sin læser med humor, for eksempel ved at lege med sproget, bruge passende metaforer eller måske endda puns. Dette blev dog aldrig gjort på bekostning af tydeligheden. At skrive godt indebærer at skrive enkelt.

Danmarks bedste filmforum

Dette var den redaktionelle side af Filmz.dk, og ingen kan benægte, at det var det, som gjorde Filmz.dk til noget særligt. Men det gode indhold tiltrak sig med tiden også en brugerskare, som engagerede sig på siden via forummet. Der var mange debatter og altid meget uenighed om film. Det var dét, som gjorde stedet så livligt og interessant. Med tiden opstod der et slags sammenhold mellem brugerne. Man delte en historie. Jokes blev indforståede, fordi man refererede til tidligere diskussioner, man havde haft. Man lavede endda sommer- og julearrangementer, hvor flere i gruppen fik anledning til at møde hinanden udenfor cyberspace. Mange venskaber opstod mellem folk, der boede i nærheden af hinanden, og forummet blev et udgangspunkt for at arrangere biografture såvel som filmnætter.

Det mest bemærkelsesværdige ved forummet var måske, at der ikke var en synlig moderator. Der var minimal indblanding fra admin. Man kunne forledes til at tro, at forummet derfor ville blive et anarkistisk kaos. Men det blev det ikke. Hvis nogen brød etiketten, så blev de ganske vist ikke irettesat af en admin, men gruppen greb ind. Du var aldrig alene på forummet, hvis du opførte dig ordentligt. Hvis nogen begyndte at angribe dig personligt og chikanere dig, så kom andre brugere dig til undsætning og bakkede dig op. Intet forum undgår helt mudderkastere og såkaldte trolls, men på grund af fornuftige brugere, så var forummet på Filmz.dk utroligt modstandsdygtigt i forhold til de andre fora, jeg har haft erfaringer med. Efter det redaktionelle indhold på siden faldt i værdi, så vedblev forummet med at være et interessant sted med mange gode mennesker.

Filmz når sit klimaks med Filmz TV

Hjemmesiden udviklede sig, og der opstod selvsagt nye tiltag. Kommercialiseringen tog uundgåeligt et kraftigt greb om siden, da annoncer var dens eneste indtægtskilde. Jeg husker, at der på et tidspunkt blev snakket om delvist at financiere siden via økonomisk støtte fra brugerne i form af abonnement og donationer, men dette blev ikke til noget. Hjemmesiden levede derfor udelukkende af reklamestøtte. Det hindrede dem dog ikke i at prøve nye ting af.

Med ildsjælen Johan Albrechtsen (“The Insider”) både bag og foran kameraet begyndte Filmz TV i 2010, og projektet skuffede ikke. Både brugerne og hjemmesidens ledelse var begejstret for det. Ligesom Filmz.dk havde været Danmarks bedste hjemmeside, så blev Filmz TV Danmarks bedste filmmagasin – det bedste TV-program, der blev produceret i Danmark om film!

Virkelig

Successen skyldtes dels at Johan var en ultraflittig og kvalitetsbevidst producer, men også, skal det siges, at der i danske medier var en iøjnefaldende mangel på god filmjournalistik. Som Søren Ildved havde beskrevet, selv DR’s produktioner var pinlige, og derfor var det måske ikke vanskeligt for Filmz TV at finde sin niche blandt de TV-hungrende filmentusiaster.

Filmz TV fulgte i det kvalitetsspor, som var blevet sat af tidligere skribenter for siden. I den kapacitet havde Johan også muligheden for at deltage på flere af de såkaldte press junkets, hvor journalister kan interviewe kendte skuespillere og instruktører i forbindelse med nye film. YouTube er fyldt med sådanne interviews, og de fleste af dem er dræbende kedelige og ensformige, fordi skuespillerne næsten altid får de samme spørgsmål og giver de samme svar. (For øvrigt, Mila Kunis’s ironiske kliché af et interviewsvar, da de får besked på kun at snakke om filmen, er ganske morsomt og værd at tjekke ud.)

Men da Filmz TV fik chancen, tog Johan muligheden alvorligt. Han udviste en unik respekt for mediet, skuespillerne og den pågældende film (selv når den stank). Johan satte sig grundigt ind i, hvad personen, han interviewede, havde arbejdet med før, og hvad der var interessant ved denne produktion, både fra et teknisk og kunstnerisk synspunkt. Han stillede de originale spørgsmål, de dybere spørgsmål, selv hvis det krævede, at han måtte bruge mere tid og flere ord på at forklare dem. Resultatet var, at hans interviews ikke føltes som interviews, men som ligeværdige samtaler. Ingen kunne undgå at se, at også filmmagerne følte sig taget seriøst og værdsatte hans forarbejde. Ofte gik de endda med på at lave morsomme sketches med Johan i slutningen af interviewet, for eksempel var Chris Hemsworth (“Thor”) frisk på at ramme ham med et lynnedslag.

Kort sagt: Det var top-notch filmjournalistik.

Filmz TV var selvfølgelig ikke bare press junkets. Men det er nok dem, folk vil huske, og måske de kreative episoder som musikvideoen til J. J. Abrams. I tillæg til nogle andre gode interviews, Johan fik fat på, bl.a. via telefon (fx Lara Pulver-interviewet). Der var også interessante tema-episoder, og så var der de episoder, der bar præg af at de først og fremmest skulle generere en indtægt. “Denne episode blev lavet for at please en sponsor,” kunne Johan have sagt i indledningen, men det gjorde han selvfølgelig ikke. Dette var en del af den kedelige udvikling, som længe plagede Filmz.dk: Kommercialiseringen.

En hjemmeside i forfald

Som brugere anede vi naturligvis ikke, hvad der foregik bag kulisserne på hjemmesiden. Vi kunne bare se, at der var udskiftning. Tidligere skribenter var stoppet, og ukendte navne stod bag produktion af nyheder og anmeldelser. Mest iøjnefaldende var dog den nye chefredaktør. Forandringerne blev synlige overalt på Filmz.dk. Kvalitetskravet, der tidligere havde kendetegnet hjemmesiden, syntes at være bortfaldet.

Anmeldelserne var blevet dårligere, nogle gange helt elendige. Med dette mener jeg ikke, at jeg personligt var mere eller mindre enige i hvor mange stjerner, der blev givet til filmene. Men indholdsmæssigt var de mindre velargumenterede, mindre lærerige, dårligere formulerede, mere platte og til tider bare “underlige”. Artiklerne var heller ikke interessante længere. I stedet blev hjemmesidens brugere spist af med forudsigelige toplister indenfor tilfældige filmgenrer og de såkaldte “Filmz mener”, hvor den nye redaktør gentog sine kæpheste, præsenterede selvfølgeligheder som visdom, forsvarede sine fejltrin og nedgjorde folk, der ikke delte hans synspunkter (f.eks. da “de etablerede medier” blev kaldt “indskrænkede” og “uoplyste”, fordi de ikke var så begejstrede for “X-Men”, som han var).

Der blev i denne tid produceret nyheder som aldrig før, men kvaliteten var dalet. Mange af nyhederne var irrelevante, overskrifterne misvisende og kildehenvisningerne var forsvundet. Mange af emnerne egnede sig mere til sladderblade end et seriøst filmmagasin.

Selv når en nyhed var filmrelevant, så fik den et vulgært twist. I nyhedsoverskriften for en ny trailer lød det for eksempel: “Scarlett Johansson spreder ben i ny trailer”. Forsvundet var appellen til hungrende filmentusiaster, der ønskede at lære og blive fortryllet af filmens forunderlige verden. Nu talte Filmz.dk til os, som om vi var hormonfrustrerede pubertetsknægte, der bare gerne ville se Miss Johansson “sprede ben”. Intentionen var naturligvis at tjene “clicks”, for i Internetverdenen er “clicks” lig med profit, og intet middel – heller ikke seksualiseringen af Scarlett Johannsson – var for beskidt til at nå dette mål.

Mange brugere undrede sig over alt dette og klagede, mens andre i stilhed bare mistede interessen for hjemmesiden og sluttede med at kommentere på nyheder og anmeldelser. Stemningen på forummet var dårlig, og der opstod en forståelig efterspørgsel efter “det gamle Filmz”. Oftest blev klagerne ignoreret, men af og til svarede redaktøren. Hans reaktion var konsekvent defensive, og han afviste også, at negative forandringer var fundet sted.

Det eneste på hjemmesiden, som efterhånden var værd at følge, var det fra Johan “The Insider” Albrechtsens hånd: hans anmeldelser og selvfølgelig Filmz TV. Disse stoppede brat foråret 2014, og en dag i juni måned skrev Johan sit farvel på forummet. Han var ikke længere en del af redaktionen. For mange gamle brugere var hans exit det sidste søm til Filmz.dk’s kiste. Uden hans bidrag havde hjemmesiden ganske enkelt ikke længere noget at tilbyde.

Denne indstilling manifesterede sig mest tydeligt d. 13. august, da wimmie – én af de gamle brugere, som havde været der siden 2004  – skrev sit farvel, og mange andre fulgte i hælene, deriblandt flere folk, som havde været med til at starte Filmz.dk op dengang for længe siden.

image

image

“Det er jo bare en hjemmeside…”

For nogle mennesker må det føles mærkeligt at læse denne artikel og se mig bruge krudt på dette. Er det ikke bare en hjemmeside? Giver det mening at sørge så meget over tabet?

Jeg forstår pointen, men for mig tjente Filmz.dk en særlig funktion. Den lærte mig at værdsætte film på en helt speciel måde. Jeg har set mange fantastiske film, som jeg aldrig havde set, hvis ikke det var for folk på denne hjemmeside, som havde sagt “Du må se den!” Jeg har snakket med folk, som har påvirket mig så meget, som man nu kan påvirke nogen over Internettet. På Filmz Forum har jeg haft dybe og tankevækkende samtaler om Gud, om religion, om politik og om livssyn. Det var bare en hjemmeside, men det er en hjemmeside fuld af værdifulde minder for mit vedkommende.

Mange andre mennesker har lignende ting at sige om deres tid på Filmz.dk. At sige farvel til Filmz.dk efterlader et slags tomrum for nogen af os, der stadig ønsker at snakke med andre om film. “Hvad gør vi nu?” spørger flere. Måske svaret bliver en ny hjemmeside? Hvem ved, hvad der ligger ude bag horisonten…

the end

Dette indlæg er skrevet af respekt for de usædvanligt fantastiske mennesker, som engang gjorde Filmz.dk til Danmarks bedste hjemmeside om film. De fortjener ros og skulderklap. Nogle af dem stoppede, fordi tiden går, og livet forandrer sig – man får uddannelse, familie, skifter job, osv. – mens nogle af dem forlod Filmz.dk, fordi de (mildest talt) blev dårligt behandlet af den nye ledelse. Uanset årsagen til deres exit, så skal de have tak for at have uddannet, inspireret og underholdt mig og mange andre.

Til sidst skal det nævnes, at denne blog, Film fra oven, selvfølgelig også kan betragtes som et resultat af de mange gode stunder på Filmz.dk. Jeg har stadig meget energi, som jeg normalt ville bruge på Filmz.dk – fremover vil jeg prøve at kanalisere noget af den over på denne blog, selv om planen er, at fremtidige indlæg ikke skal være nær så lange.

Det trygge liv i Marvel-universet

Den nyeste blockbuster fra tegneseriegiganten Marvel har nu kørt en uges tid og har både præsteret at hente pengene hjem og at imponere anmelderne. En bruger på filmz.dk udråbte “Guardians of the Galaxy” til den “Bedste Star Wars film siden Return Of The Jedi!” Personligt var jeg ikke så fortryllet af trailerne til filmen, og jeg havde faktisk ikke planlagt at se den i biografen. Men til sidst gav jeg efter for de positive anmeldelser, og måtte sammen med resten overgive mig til det fåmælte træ, den pistolglade vaskebjørn og lyden af frisk 70’er-musik. Det var en hurtig, humoristisk og til tider endda rørende tegneseriefilm.

“Guardians” er den 10. film, som foregår i Marvels Cinematiske Univers (MCU) og etablerer baggrunden for plottet i den tredje Avengers-film, allerede inden “The Avengers 2” har fået premiere. Universet begynder at blive rimelig stort med alle de film, som har bidraget til at skildre det, sammen med TV-serien, “Agents of S.H.I.E.L.D.”, og tilsyneladende også flere serier, som skal produceres af Netflix, bl.a. “Daredevil” næste år.

Så vi er nu kommet forholdsvis langt og begynder at kunne sige nogle ting om universet, som Marvelstudiet og deres kreative leder, Kevin Feige, har skabt til biograferne. Hvordan er det at bo i dette univers? Hvad er det for en verden? Hvordan adskiller den sig fra vores verden og fra andre tegneserieverdener, som vi har mødt på lærredet?

Marvel modstod dystre trends

Men før vi snakker mere om Marvel, så lad os snakke lidt om konkurrenten, DC Comics. I 2005 gjorde Christopher Nolan noget fantastisk, som skulle få stor betydning for tegneseriefilmatiseringer som genre. Han gav os en forfriskende Michael Mann-version af Batman. Tim Burton havde givet os sine goth-versioner i 1989 og 1992, og Joel Schumacker sine karikerede Dame Edna-versioner i 90’erne.

Men med “Batman Begins” skabte Nolan en kynisk gangsterverden, tegneserieentusiaster kunne genkende fra tegneseriehæfter som “Batman: Year One”, “The Long Halloween” og “The Dark Knight Returns”. I stedet for at lave en typisk superheltefilm, så forsøgte han at lave en god thriller, der bare tilfældigvis havde en mand ved navn Bruce Wayne iført et flagermuskostume. Mange af os er taknemlige for Nolans bidrag. Ligesom folk i slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne stadig var taknemlige for Burtons bidrag. Efter de jammerlige Schumacker-film var det godt at se, at nogen igen turde tage Batman alvorligt og give filmene en mørk, dyster og seriøs tone, der bugnede af realisme og troværdighed på trods af de lidt fantastiske elementer.

batman-begins-22550-hd-wallpapers

Også filmstudierne og producenterne opdagede, at Nolan her havde ramt et eller andet. “Biografpublikummet kan lide mørke og dystre tegneseriefilm!” konkluderede de. Da Sony besluttede sig for at reboote Spider-Man, så de ikke mistede rettighederne til franchisen, var der derfor ingen tvivl om, at de ønskede en mørkere tone. (Spider-Man er en marveltegneserie, men filmrettighederne ejes af Sony.) Mørk og dyster var det nye sort.

Problemet var, at bare fordi vi gerne ville have Batman i sort, så betød det ikke, at vi ville have alt i sort. Vi ville have Batman i sort, fordi Batman er sort i tegneserierne. Men det er ikke alle superhelte, der tåler en sådan behandling. Der var intet behov for en dyster Spider-Man og en dyster Superman, og den påtvungne dystre tone har ikke gjort de nyeste film om disse helte bedre, bare mindre sjove og mere tunge at se på.

Det er i lyset af den dystre udvikling, at det har været forfriskende at se Marvel-universet udvikle sig. Her er en stribe film, som klarer at tage sig selv seriøst nok til at være medrivende og rørende fortællinger, men som samtidig bestræber sig på at have det sjovt.

Avengers_live_banner

Og hvorfor skulle de ikke også det? De er jo baseret på tegneserier, som ofte er farverige og sjove. Da vi som børn læste tegneserier og drømte om, at nogen endda ville lave dem til film, så håbede vi ikke på, at de ville sortere de fjollede elementer fra. Jeg gjorde i hvert fald ikke. Vi håbede på, at filmene kunne give os en lignende oplevelse, som den vi havde, da vi læste tegneserierne.

Hvis de havde forsøgt at give “IronMan”, “Thor”, “The Incredible Hulk” og “Captain America” en alvorlig, dyster, realistisk tone, så havde det været en katastrofe. Marvel modstod dog presset, da alle troede, at biografgængerne bare ville have dystre film. Men i stedet ved vi nu, at når vi går ind til en Marvelfilm, så kan vi forvente fest og farver og humor, akkurat som vi fik fra marveltegneserierne. Det er glade og positive film, som ved, at det godt må være sjovt at se på noget, som er supert.

Hvad koster det at være positiv?

Det er vanskeligt at definere tone, da det utvivlsomt er en sammensætning af flere forskellige ting. Det åbenlyse er selvfølgelig farverne på filmplakaterne og scenografien i øvrigt. Sammenlign fx Sam Raimi’s Spider-Man (2002) med det dystre reboot fra 2012. Den ene Spider-Man siger “jamen halløjsa”, den anden siger “don’t mess with me”.

image

Men derudover afspejles det naturligvis i plot og karakterer. Ingen vil udfordre påstanden, at karaktererne i de “dystre” film ofte er dybere og psykologisk mere gennemtænkte end i de kulørte film. Dette synes i særlig grad at gælde for skurkene. Derfor er alle skurkene i Nolans Batmanfilm langt mere interessante og mindeværdige end samtlige skurke i Marveluniverset. Den mørke tone priviligerer skurkene, sådan er det bare.

De dystre film har heller ikke det problem, at de ikke kan aflive personer, hvis det gør historien mere interessant. Dette kunne jeg gå dybere ind i, men det ville nok inkludere nogle spoilers. Læs hellere denne glimrende artikel om det, hvis du er interesseret. Min pointe er dog, at den slags gør man ikke i en Marvelfilm. Det er filmene alt for glade og positive til. Man leger dog gerne med tanken, men selv hvis nogen af de gode dør, så har de det med at genopstå senere. Selv Agent Coulson vendte jo tilbage (ups, nu spoilede jeg lidt alligevel).

Sagt på en anden måde: Marvels største svaghed er, at det aldrig føles rigtig farligt i deres film. Vi ved, at uanset hvor stærke skurkene er – og stærke, det bliver de! – så kan de ikke vinde. Tillad mig at uddybe.

Marvel-skurkene kan ikke vinde

Avengers-3-Infinity-Gauntlet-War-ThanosI “Guardians” præsenteres vi for en såkaldt “infinity stone”. Den er lilla. Ligesom “tesseracten” i den første “Captain America” og i “The Avengers” (den var blå), så er det en utrolig farlig genstand, som kan bruges som energikilde af onde skurke til at tilintetgøre hele verdener og civilisationer. Også i “Thor: The Dark World” blev vi introduceret for en sådan genstand (den var rød). Med disse genstande – som der tilsyneladende bliver flere og flere af – så bliver skurkene i Marveluniverset tilsyneladende stærkere og stærkere. Når Thanos, hovedskurken i den tredje “Avengers”-film, engang får samlet alle stenene – vi ved, det kommer til at ske – så bliver han lige så stærk som Gud (egentlig ikke, men tæt nok). Det bliver en farlig dag for hele universet!

Men ikke farligere end at vores små helte med lidt skill og en masse held alligevel vinder til sidst. Disneyloven siger det. Og ikke farligere end at vi ved, det hele ender godt, endda uden at nogen betaler for det. Marveluniverset er og bliver nemlig trygt og godt.

De onde bliver stærkere og stærkere. Mere og mere frygtindgydende for hver film. Engang var det kærestens tryghed, som stod på spil. Men så blev det pludselig Manhattans tryghed. Så blev det verdens. Så blev det galaksens. Og snart er det hele universets tryghed det gælder!

Alligevel kommer vores helte til at vinde på et øjeblik, hvor tilfældighederne lægger det hele til rette for dem. I det rette øjeblik vil de gøre det de skal, uden at det koster dem noget. Det er nærmest en naturlov. Eller det nogen kalder “skæbnen”. Marveluniverset vil aldrig gå så langt som til at kalde det Guds indgriben. I “Ringenes Herre” var troldmanden Gandalf i det mindste klar til at flirte med ideen, da han betroede hobbitten Frodo, at der var andre kræfter på spil i verden end de mørke. Men i MCU spekulerer ingen over, hvorfor de gode vinder. Men vi forventer det. Det er barnlig optimisme, og det er opmuntrende – ja, trøstende – at se på.

Vor tids trygge disneyfilm

Da jeg var barn, så var det altid årets Disneyfilm, jeg så frem til. Den udkom omkring juletid hvert år, den såkaldte klassiker. Jeg voksede op på Den Lille Havfrue, Skønheden og Udyret, Aladdin, Løvernes Konge, Pocahontas (den første nedtur), Klokkeren i Notre Dame, Herkules, osv.. Disney kunne man altid regne med, i hvert fald i 90’erne. Da tegnefilmen døde som genre, blev den erstattet af 3D-animationsfilmene fra Pixar, og efter nogle svære år for Disney, gjorde de det eneste fornuftige og købte dem. Senest har Disney så opkøbt Marvel og nu også Lucasfilm. Walt Disney Pictures fortsætter altså med at være de kongelige leverandører af underholdning fra Hollywood, selv om deres logo er gledet lidt i baggrunden.

Som barn vidste jeg, hvad jeg fik, når jeg gik ind til en Disneyfilm. I dag ved børn på samme måde, hvad de får, når de går ind til en Marvelfilm (en disneyfilm) eller en pixarfilm (også en disneyfilm). De får en eventyrlig film med humor og en happy ending.

Det er standardiseret og forudsigelig underholdning. Men indenfor de definerede rammer er der stadig rum for kreativitet. På papiret er “Guardians of the Galaxy” den samme film, som vi har set før: Superhelte forhindrer en superskurk i at destruere hele verden med sit supervåben. Det kommer de næste Marvelfilm også til at handle om, og der er stor sandsynlighed for, at de også bliver underholdende.

Det nye i “Guardians” var en aggressiv vaskebjørn, smukke billeder fra verdensrummet og 70’ermusikken. Men ellers var alt ved det samme. Der var action og humor og sjov, og det hele endte selvfølgelig godt til sidst, som vi vidste at det ville. Det var velkendt og hyggeligt, og jeg labbede tilfredst fantasien om en vild, men tryg verden i mig som cocio chokolademælk.