Gå ind på moovy.dk

moovy.dkPå Internettet har vi det med at stifte bekendtskaber gennem vores interesser, og på den måde har jeg fået en del digitale venner, som interesserer sig for film. En del af dem er langt større filmnørder end jeg selv. Nogle af disse var engang med til at starte en side ved navn filmz.dk for mange, mange år siden. Det var en fantastisk hjemmeside, kan jeg hilse og sige. Desværre måtte de kreative kræfter bag siden forlade den, og jeg har tidligere beskrevet mine tanker om hjemmesidens udvikling efterfølgende.

Nu har nogle af disse gamle filmz-folk så arbejdet et års tid på at få en ny hjemmeside på benene, og i dag har den premiere! Den har sine små fejl og mangler, da den stadig er i opstartsfasen, men indholdsmæssigt virker det rigtig lovende! Det er tydeligt, hjemmesidens bagmænd går ind i projektet med en masse erfaring om hvad som virker og ikke virker. De ved, hvad de vil. Og de ved, hvad seriøse filmnørder vil have (og ikke vil have).

Så hvis du ønsker dig en side, hvor du får nyheder, artikler, interviews, reportager og konkurrencer, og hvor du i tillæg kan møde mange andre danskere, som også interesserer sig for film, så gå ind på moovy.dk og opret dig som bruger.

Og hvis nogen spørger, så kan du fortælle dem, at Riqon har sendt dig. Winking smile

Hvordan bedømmer vi filmhistorier?

Stort set alle aviser og rigtig mange hjemmesider beskæftiger sig med film. Film er de skønlitterære tekster, vi udsætter os selv for i biografen. De består af lyd og billeder, som nogen har sat sammen for at fortælle en historie. Historier kender vi fra andre steder. Avisartikler fortæller historier. Denne blog fortæller historier (fx fortalte jeg historien om Filmz.dk). Bøger fortæller historier. Radioen fortæller historier, osv..

Når aviser og hjemmesider bedømmer film, så er det ofte med fokus på historien, både om den blev godt fortalt, om den var troværdig, om den hang sammen, og om den var spændende. Vi bedømmer skuespillernes præstationer ud fra, om de får historien til at virke. Dårligt skuespil ødelægger historien. Vi bedømmer effekterne ud fra samme kriterium. Alt for dårlige effekter kan ødelægge en historie – og for mange effekter kan stjæle fokus fra den eller måske prøve at kompensere for manglen på historie.

Vigtigere end disse er manuskriptet. De bedste skuespillere og effekter kan sjældent kompensere for et dårligt manuskript. Til gengæld klarer selv middelmådige instruktører (fx Brett Ratner og M. Night Shyamalan) at lave okay film, hvis de besidder et godt manuskript, mens andre instruktører nødigt skyder film uden selv at have tilrettet og revideret, måske endda skrevet, manuskripterne (fx Joss Whedon, Christopher Nolan).

Der er denne række af ting – kategorier – som anmeldere ofte forholder sig til, når de skal vurdere, om en film er god. Men på bundlinjen, hvis du spørger mig, er det altså historien, det kommer an på, og hvor stærkt den står i ens hoved, når rulleteksterne kommer. Resten (skuespil, manuskript, effekter) er bare relevante at forholde sig til i den grad, det påvirker historien.

“Var det en god historie?”

Jeg tilslutter mig generelt denne metode for bedømmelse af film. Det er gode kriterier at stille, og det er gode ting at se efter, når man vil finde ud af, hvorfor en film fungerede eller mislykkedes.

Når det er sagt, så er der et spørgsmål, som anmeldere måske ikke stiller nær så ofte, selv om det måske kunne gøre samtalen om film mere interessant: Var det en god historie? Altså ikke: “Var det gode skuespillere?” Og ikke: “var den godt fortalt?” Men var historien, uanset hvor godt eller dårligt det lykkedes at få den formidlet, tiden værd? (Jeg er godt med på, at det ikke altid er til at adskille en historie fra måden den bliver fortalt på, men for argument’s sake, som de siger…)

Vores målestok for en god historie vil naturligvis variere, så en måde at omformulere spørgsmålet på er, om historien havde brug for at blive fortalt, om den var lærerig, om den havde gode værdier, om den gør verden til et bedre sted, om den var opbyggende, om den øger vores menneskelighed og medmenneskelighed, om den modvirker fordomme eller styrker stereotyper, om den skaber opmærksomhed om relevante problemstillinger i verden, om den skaber glæde eller smerte, om den sagde noget sandt om verden, om den er moralsk eller umoralsk, osv..

Kan en historie være umoralsk?

Netop det sidste kriterium om “moral” opsummerer mange af de andre spørgsmål, der kan bruges til at vurdere om en historie er god. Netop moralspørgsmålet synes dog at forundre mange: Hvordan kan en filmhistorie være “umoralsk”? Det er jo fiktion (opspind), ikke ægte. Folk, der bliver slået ihjel på film, bliver jo ikke slået ihjel i virkeligheden. Tarantino har jo aldrig dræbt nogen i virkeligheden. Men dette er en misforståelse af, hvad der egentlig menes, når folk kalder en film umoralsk. En film kan være umoralsk ved, at den påvirker nogens moral negativt. Spørgsmålet om hvorvidt film påvirker os vil jeg gemme til en anden gang. I mellemtiden er stort set alle med på, at der findes umoralske historier.

Lad os sige, at en skolelærer fortæller en ung skoleklasse – lad os sige en 2. klasse – denne historie: Der var engang en fremmed mand, som af og til stirrede på børnene udenfor skolegården. En dag tilbød han ét af børnene, lille Frederik, vingummier og inviterede ham med sig ind i sin bil. “Jeg skal bare vise dig noget,” sagde den fremmede mand. Han tog så Frederik med hjem og viste ham et helt tivoli, han havde i sin baghave. Her legede lille Frederik hele dagen lang sammen med andre børn, den fremmede mand havde inviteret. Den fremmede gav dem spaghetti til aftensmad, og da dagen var forbi, kørte han dem alle – også lille Frederik – hjem til deres forældre. Dette var den dejligste dag i lille Frederiks liv.

Har skolelæreren fortalt en umoralsk historie? Hvis dit barn var i den skoleklasse, havde du så ikke foretrukket, at din lærer enten ikke havde fortalt historien? Eller at historien havde været anderledes? Eller at der blev talt om historien på en kritisk facon efterfølgende?

Det betyder ikke, at historier ikke må overraske og udfordre os, eller at moralen altid skal være tydelig. Gode historier kan nogle gange stille spørgsmål til vores moralske forudantagelser. Dette er ikke bare dokumentarfilmenes lod, men kan også gøres gennem fiktion. I “The Dark Knight” spørger Nolan, om fabrikerede løgne nogle gange er nødvendigt for at bevare håb og idealisme. I “V for Vendetta” og i TV-serien “24 timer” stilles bl.a. det grænseoverskridende spørgsmål, om tortur nogle gange kan retfærdiggøres ved at “målet helliger midlet” (uden i øvrigt at sammenligne de to universer). I det omfang historien selv giver et svar på spørgsmålet – oftest hælder den mere til én side end en anden – da kan vi diskutere, om den er moralsk eller umoralsk, eller måske endda om vores egne antagelser om emnet er det.

V for Vendetta

Roger Ebert, Kick-Ass og Tarantino

På samme måde kunne jeg godt have tænkt mig, at anmeldere også var på vagt overfor umoralske film og turde tage del i den diskussion ud fra egne moralske værdier. De fleste anmeldere ignorerer normalt spørgsmålet helt, måske i større grad i Skandinavien end i USA. Unge anmeldere vil være tilbøjelige til helt at undgå diskussionen, fordi de ikke er personligt afklaret i forhold til mange moralske spørgsmål. Anmelderne undgår ofte moralspørgsmålet.

Roger Ebert, som ellers havde sine dårlige historier på CV’et (bl.a. “Beyond the Valley of the Dolls”), holdt sig ikke tilbage fra at skælde film ud for at være umoralske. At de var godt lavet og endda “tro mod forlægget” interesserede ham ikke, hvis resultatet i hans øjne var korrupt:

Will I seem hopelessly square if I find “Kick-Ass” morally reprehensible and will I appear to have missed the point? Let’s say you’re a big fan of the original comic book, and you think the movie does it justice. You know what? You inhabit a world I am so very not interested in. A movie camera makes a record of whatever is placed in front of it, and in this case, it shows deadly carnage dished out by an 11-year-old girl, after which an adult man brutally hammers her to within an inch of her life. Blood everywhere. (Læs resten her.)

Han giver filmen 1 stjerne på sin 4-stjerneskala. Det betyder ikke, at Ebert bare havde negative ting at sige om filmen, f.eks.: “Aaron Johnson has a certain anti-charm, his problems in high school are engaging, and so on.” Det er bare i hans øjne ikke nok til at redde filmen fra at være umoralsk ved at gøre en 11-årig pige først til et offer for vold og derefter til en tilsvarende voldelig superhelt, der tilintetgør sine fjender som var de spilfigurer. Min pointe her er ikke, at jeg er enig med Roger Ebert angående Kick-Ass, men at der er en interessant diskussion her, som er værd at få med sig.

Kick-Ass

Tarantinos film kritiseres ofte for sin eksplicitte vold og kaldes derfor ofte umoralske. Man kunne da forvente, at Tarantino affejer kritikken med “det er bare film” og “fiktion har ikke moralske implikationer”. Det gør han også i nogen grad, når han siger, at hans film ikke foregår på denne planet, og at meget af det bare er “for sjov”. Men overraskende nok, så er han heller ikke bange for at gå ind i diskussionen om hans film på et moralsk plan.

Tarantino ved nemlig godt, at film kan være moralske og umoralske; han mener imidlertid, at hans film er i den positive ende af det spektrum. “Kill Bill” står for feministisk moral, “empowering for piger fra 12 år og op”. Den handler trods alt om en kvinde, The Bride, der ikke længere vil lade sig undertrykke af manden, Bill. At hun ikke har et reelt navn, men bare kaldes The Bride er måske med til at understrege figuren som symbolsk repræsentant for verdens undertrykte kvinder. Netop det med ikke at lade sig undertrykke er et tema i flere hans seneste film. “Inglourious Basterds” var moralsk support til forfulgte og undertrykte jøder, og “Django Unchained” var moralsk support til undertrykte sorte (og slaver af alle hudfarver).

Kill Bill vol. 2

Dermed ikke sagt hvad jeg selv synes om Tarantinos film, altså om jeg er enig med ham, blot at spørgsmålet om moral er relevant, og at dette er værd at tage med i betragtning, når vi vurderer film og historier. Det gør de, som skriver og instruerer filmene, så hvorfor skulle vi andre undgå emnet?

At tale om moral er fy-fy

Det er påfaldende, hvor meget modvind folk vil møde (i hvert fald herhjemme), når de tilkendegiver, at de oplever noget som moralsk eller umoralsk. Det ligger i vores kultur, at man ikke har lov at bedømme noget – heller ikke film – i forhold til etik og moral. Bedøm ud fra din personlige smag, og det er okay. Bedøm ud fra hvad som er “sexy”, det er også okay. Bedøm ud fra “graden af effekt”, altså hvor “stærk” en film er, og det er også okay og bliver gjort hele tiden. Men at bedømme ud fra, om filmen er “moralsk”, det er (ironisk nok) fy-fy.

Idehistorikere og antroprologer har sikkert meget interessant at sige om dette. Hvordan er det gået til, at vi i vores kultur ikke længere tør diskutere offentligt, hvad som er ret og galt, rigtigt og forkert? Undtagelsen er naturligvis, når det gælder ting, som vi alle sammen (tilsyneladende) er enige om i udgangspunktet, og når der i hvert fald er en illusion af konsensus, til tider kaldet “politisk korrekthed”. Derudover er det selvfølgelig lov at sige til moraldommere, at det er umoralsk at være moraldommer. Toleranceforkæmpere er desværre ofte intolerante overfor folk, der ikke mener som dem selv.

Denne diskussion er selvfølgelig langt bredere end emnet for denne blog, som stadigvæk er film. Men det er i hvert fald et område, hvor vi kan begynde at modvirke trenden. Enhver trend, som forhindrer os i at sige vores ærlige meninger, synes jeg er værd at modvirke. Problemet er ikke, når skadelige ideologier får lov at komme til orde, men når der ikke findes et rum, hvor de kan blive modsagt. Gid vi ville slutte med at være bange for at bedømme film og historier generelt på et moralsk grundlag.

Jeg har selv varsomt listet i en stor halvcirkel udenom moralske spørgsmål, når det gælder film, måske fordi jeg er vokset op i et konservativt kristent miljø, hvor jeg føler dommen over film nogle gange har været alt for overfladisk og fordomsfuld. Jeg har savnet et dybere engagement med filmene. Så lad os alle – uanset baggrund og personlig overbevisning – tage den seriøse diskussion, og lad os tillade hinanden de forskellige synspunkter at komme til orde. Næste gang vi spørger “var det en god film?”, så lad os ikke være bange for at snakke om historien og ikke mindst om filmens moral.