Anmeldelse af “Risen” (2016)

Hvor vanskeligt kan det være at lave en god film om Jesus? Eller bare en god kristen film? Eller en god bibelfilm? Tilsyneladende er det svært. Jeg er kristen, og jeg elsker film – elsker mediet og hvad man kan med det, med lyd og billeder og de rette narrativer godt fortalt – men af en eller anden mystisk grund, så er der så langt mellem de gode kristne film, i hvert fald dem som kommer i min retning. “Risen” er på mange måder endnu en skuffelse, som dog gør nogle ting rigtigt.

Den handler om Jesu opstandelse, og den følger en original karakter, Clavius, en romersk soldat og angiveligt Pontius Pilatus’s betroede tjener. Han får den utaknemlige opgave at finde ud af, hvad der er sket med Jesu lig, som to vagter (ganske uoverbevisende) påstår blev stjålet af disciplene. Hvis han ikke finder liget, så står han med en potentiel giftig situation, så Pilatus er ivrig for at få dette problem ryddet af vejen. Undervejs finder han dog ud af, at tingene ikke er, som de ser ud – eller måske rettere, at de er nøjagtig, som de ser ud. Jeg vil kommentere mere på handlingen længere nede, i tilfælde du vil se filmen og ikke vil have, jeg spolerer noget for dig.

Filmen har en umiddelbart interessant tilgang til historien. Det starter som et romersk detektivdrama med en veletableret hovedperson. Plottet fungerer, og det er overvejende originalt (ikke bare en historie snuppet fra Bibelen), hvilket må siges at være en fin præstation i sig selv. Joseph Fiennes spiller upåklageligt som altid.

Selv om jeg er sikker på, at filmen vil imponere mange, så sidder jeg lidt tilbage med følelsen af at have set en tv-film i biografen. Den er lys i tonen i forhold til en film som “The Passion of the Christ”, hvilket helt sikkert vil gøre den mere spiselig for mange, men også mindre interessant og sanseligt stimulerende. Hvor “The Passion” var decideret filmkunst, så er dette snarere underholdning, eller måske nærmere et forsøg på det, for jeg må indrømme, jeg heller ikke fandt den superspændende. Luften går særligt ud af ballonen 2/3 inde i filmen. Når først mysteriet er løst, så sidder jeg tilbage med en følelse af, at filmen mangler noget til at køre den videre, og de efterfølgende scener led både under at være ufatteligt “cheezy” og narrativt påklistrede – måske vedkommende for dem, som kommer for at få en andagt eller to, men ret uvedkommende for den historie, som filmen oprindeligt lokkede os med.

Men se den alligevel. Der er bestemt ting i den, som gør det oplevelsen værd, selv hvis den ikke helt leverer, hvad den lægger op til, efter min mening. Skal jeg give den stjerner, så må det blive til 4 ud af 6, og det er, fordi jeg er gavmild og kristen.

Herunder kommer så en mere grundig kommentar med teologiske og historiske tanker og lidt andre personlige meninger til ikke mindst plottet. Læs videre på eget ansvar.

[Spoiler alert]

For som du sikkert allerede har regnet ud, så viser det sig, at disciplene ikke har stjålet liget for at skabe røre i den Jerusalemske andedam, men at Jesus er opstået på yderst mirakuløs vis, at hændelsen skete med eksplosioner og lys og endda traumatiserede vagterne (hvoraf den ene tilsyneladende blev alkoholiker). Derefter viser Jesus sig i meget flygtige glimt for sine “hippie”-agtige disciple (som min kone kaldte dem). Clavius selv slutter sig til discipelgruppen og får også selv en kort audiens med den opstandne vismand og mirakelmager, før Jesus går imod solnedgangen, råber at de skal ud og fortælle verden om himlen og selv farer til himmels som en raket. Alt dette betyder naturligvis, at Clavius er en forvandlet mand, som beslutter sig for aldrig at dræbe igen, noget han ellers gjorde dagligt i filmens begyndelse. Han er en “fri” mand, ikke helt klar til at forkynde evangeliet side om side med apostlen Peter, men i hvert fald færdig som soldat, og dermed er historien jo nået i mål.

Jeg tror, jeg var omgivet af kristne i biografsalen, men følte ikke at nogen hoppede i sæderne af begejstring eller følte for at synge halleluja. Nu var det jo også en biograf, men glæde var der mere af i luften, da jeg så “Deadpool” for ikke så længe siden, og det er jo lidt tankevækkende. Måske andre end mig følte, at det hele var temmelig cheezy, og at der altså var nogle ting, som ikke helt stemte… den var helt okay, men et eller andet var off.

Først og fremmest, så må man dog erkende, at filmen har en utaknemlig opgave foran sig, som rigtig mange film selvfølgelig har haft før den: “Lav en film om Jesus.”

Problemet er, at Jesus nok bare er for stor til film. Hvem kan nogensinde ramme rigtigt? Der har været så mange film-inkarnationer af Jesus, og de har selvfølglig alle sammen ramt ved siden af (måske på nær Aslan i Narnia-filmene), for hvordan kan de andet? Det må vi bare acceptere, og vi har nok alle (især os, som tror på ham) nogle meget personlige opfattelser af, hvordan han var og er, og hvordan han absolut ikke er. Når det kommer til stykket, så er der faktisk rigtig meget, jeg godt kan lide ved den Jesus, vi ser her. Han er en kærlig og omsorgsfuld type med autoritet og venlige øjne. Han er mørkgløden og kunne godt se arabisk (eller aramæisk) ud, hvilket vi har set alt for sjældent på film. Filmen kan helt sikkert beskyldes for “whitewashing”, ligesom alle andre film om østen bliver for tiden (med ikke mindst britiske romere), men Jesus virker i det mindste etnisk middle-eastern i denne.

Så er der alle de andre ting, som strider med forestillinger, vi kan have om Bibelen, hvoraf nogen af dem er velbegrundede og andre måske ikke. Peter (som i filmen kaldes Simon af stort set alle) slog mig som overraskende gammel, mens de øvrige disciple virkede relativt unge. Det er nok ikke helt ved siden af at forestille sig disciplene som en gruppe teenagers. Bartholomæus virkede lalleglad og ærlig talt en kende naiv (ham min kone kaldte en “hippie”) med sit store smil og sine ikke-så-gennemtænkte teologiske punchlines om “evigt liv til alle”, osv..

Teologien virker på mig til at være meget dovent skrevet. Den jødiske kontekst virkede mest som en evangelikal kristen kontekst i jødisk forklædning, baseret på hvad som bliver sagt. Jødedom og rabbinske traditioner var synligt fraværende. Hvor havde det dog været fantastisk, hvis et par velinformerede “New Testament scholars” (og måske endda en rabbiner) havde siddet ved siden af Kevin Reynolds, da han skrev den overordnede historie. Så tror jeg, at en del af scenerne havde kørt lidt anderledes.

Dens største problem er helt sikkert anakronisme. I dag er præster og kristne klar til at fortælle dig, hvad det betyder for os, at Jesus er opstået fra de døde. Det betyder, at vi også kan få evigt liv, og at vi kan “komme i himlen”. Dette budskab proklameres også tydeligt i filmen. Jesus selv siger i slutningen, at han gør en plads rede for os (som han jo sagde, men ikke netop på det tidspunkt), “så gå ud og prædk evangeliet til nationerne”.

Så hvad er problemet? Problemet er, at filmen virker til at antage en teologisk klarhed blandt disciplene og en færdigudformet teologi (lære), som de sandsynligvis ikke havde på daværende tidspunkt. Det er i hvert fald ikke, hvad vi ser i evangelierne eller i Apostlenes Gerninger af Lukas, hvor en sådan teologi slet ikke bliver formuleret. Ingen af evangelierne kæder for eksempel Jesu opstandelse sammen med vores egen opstandelige i fremtiden – den tanke finder vi først senere, hos Paulus. Evangelisten Mattæus er ivrig for at vise til skrifterne og forklare, hvordan det, som skete rundt om Jesus, opfyldte eller skete efter skrifterne (Det Gamle Testamente). Når det gælder Jesu opstandelse, er han dog tom for forklaringer. Filmen viser ikke, hvor forvirrende opstandelsen sandsynligvis har virket på apostlene og alle andre, og hvordan det, som skete, stred med det, de egentlig havde forventet. Der er et andet plotelement, som understreger samme pointe meget tydeligt:

“Hvis han er opstået, så har vi en potentiel Messias,” siger Pilatus i filmen, og det frygter han naturligvis, for så er der oprør og uro, og det kommer Kejser Tiberius ikke til at kunne lide, når han (snart) kommer på besøg i Jerusalem. (Hvor er Kong Herodes i øvrigt blevet af?) Men en sådan sætning om Messias skal efter sigende have været komplet nonsens i en jødisk kontekst i det første århundrede.

Jo, de ventede på en “Messias” – og ja, mange forventede nok en stor hærfører som Kong David, som kunne befri dem fra Romerrigets undertrykkelse – men ingen forventede en Messias, som blev dræbt (og da slet ikke korsfæstet) for så at opstå fra graven. At blive korsfæstet var en skændsel. Filmen viser, at det var en grufuld måde at dø på, men får ikke frem hvor ydmygende det også var, hvor tabubelagt det var, hvor pinligt og flovt det var, både for Jesus og for disciplene selv – og hvor langt ude det var at forestille sig, at en mand, som var blevet korsfæstet, kunne bære titlen “Messias” (opstået eller ej). For en jøde var korsfæstelsen det ultimative bevis på, at han ikke var Messias, og selv om en opstandelse har overbevist disciplene og de første kristne om, at her var der sket noget ganske særligt, så er det måske mindre sandsynligt, de har vidst nøjagtigt hvad det betød. Det har krævet en grundlæggende revurdering af termet “Messias”. Teologi kom selvfølgelig, men det kom sandsynligvis først senere. Brikkerne faldt nok ikke på plads påskemorgen, men det er selvfølgelig vanskelig at sige, særligt i en film, hvor man også ønsker at forkynde et klart og tydeligt budskab om tro og om himlen. Her må historisk sandsynlighed gå lidt til side for budskabets skyld. At det også var udelukket fra disciplenes perspektiv, at troen også ville inkludere hedningene og de “uomskårne” (fx Clavius) ignorerer filmen også. Dette var noget, som disciplene (og apostlene) først opdagede senere, ifølge Lukas.

Der er sikkert mange ting, som filmen mangler, når det gælder teologi. Det er igen en sådan ting, som ingen film kan få rigtigt, og det havde heller ikke været godt, hvis det havde været en superkorrekt teologifilm. Alligevel finder jeg det lidt interessant at bemærke, at det budskab (eller den teologi), som Jesus talte om allermest, ikke bliver nævnt med ét eneste ord: “Guds rige” Jesus snakkede om det igen og igen og igen. Selv hans mirakler knyttede han til dette tema. Og da han var opstået, så var det spørgsmålet, disciplene stillede ham: »Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?« (ApG 1,6) Ja, “Riget” syntes at være centralt for alt, hvad de så sig selv som i gang med.

Det er desværre typisk, at dette tema bliver overset af kristne i dag, hvor “indviduel frelse til himlen” har overtaget fokusset. I filmen adresseres det ikke med et ord, selv om det fylder så ufattelig meget i evangelierne. Filmen taler lidt om at “komme i himlen”, men taler ikke meget om det større håb, som Bibelen tegner, af et genoprettet skaberværk, altså Guds rige på jord, “en ny himmel og en ny jord” – ikke bare som en virkelighed efter døden, men som hele skaberværket endestation og Guds plan fra Det Gamle Testamente. Det er lidt trist, synes jeg, for dermed ender filmen med at være en slags reklame for en individuel religiøs filosofi om frelse uden egentlig at præsentere Jesus og hans lære om Gudsriget som en løsning på verdens problemer.

Dette står for mig tilbage som filmens største mangel, og det er grunden til, at dens budskab om den opstandne nok af mange vil blive opfattet som lidt ligegyldig og temmeligt uvedkommende, til trods for alle dens styrker og andre gode pointer.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s