Hvad Ridley Scott gjorde med Moses

(Denne artikel indeholder spoilers fra filmen Exodus. Så hvis du ikke kender historien eller gerne vil overraskes af filmen, så er det klogt ikke at læse videre.)

Ridley Scott har lavet flere af mine yndlingsfilm. Den minimalistiske science fiction-gyser “Alien” og det episke hævndrama “Gladiator” er film, jeg nyder at se igen og igen. Han har også lavet mange film, som man hurtigt glemmer igen. I den kategori havner nok også hans seneste episke eventyr, “Exodus: Gods and Kings”, men før jeg glemmer den, skal den lige have et par ord med på vejen. Herunder følger et forsøg på at forstå, hvad der skete med Moses i Ridley Scotts hænder.

Hvem var Moses egentlig?

Historien om Moses er hentet fra Det Gamle Testamente og kan siges at være ret betydningsfuld for både jøder og kristne. Det jødiske folk, hebræerne, befandt sig i Egypten, fordi deres forfader Josef og hans 12 brødre flyttede dertil under en tørke. Familien havde høj status, men dette ændrede sig over tid, hvor de blev gjort til slaver. På et tidspunkt frygtede Farao, at de blev for mange og løste midlertidigt problemet ved at forsøge at dræbe alle deres spædbørn. Moses undslap ved, at hans søster gemte ham i en sivkurv ved Nilen. Faraos datter fandt ham, adopterede ham og ansatte endda Moses’s egen mor,  som “ammer” (reservemor) for ham. Da han var blevet lidt større, blev han bragt til hoffet.

Der er blevet lavet flere film om Moses, men de fleste af dem har foretaget sig nogle ændringer i oprindelseshistorien, hvor ikke mindst Moses’s rigtige mor er blevet fjernet helt fra plottet. Efter han bliver lagt i sivkurven, ser hun ham aldrig igen. I stedet for at Moses vokser op i visheden om, at han var den eneste overlevende hebræer fra den generation, så vokser han i filmene op i den tro, at han er egypter, indtil det på dramatisk vis går op for ham, han ikke er den han tror han er. Det er selvfølgelig en god historie med eksistentiel kant, så det er ikke vanskeligt at se, hvorfor denne omskrivning er blevet populær.

Et andet element, som ikke findes i den bibelske fortælling, men som nyder ret stor popularitet i Hollywoods fortolkninger, er Ramses’ tilstedeværelse. Bibelen siger intet om, hvad navnet er på den Farao, som Moses konfronterer med sine krav om at frigive hebræerne. Det kan have været Ramses. Det kan have været én, Moses kendte i forvejen (selv om der er gået 40 år, siden han selv flygtede fra Egypten). Vi ved det ikke, og det er ikke væsentligt for plottet. I filmene gøres det dog væsentligt, da dramaet oftest er at finde i dette “Kain og Abel”-spil mellem Moses og Farao. Dette udnyttes på en kompetent måde i “The Prince of Egypt”, men udnyttes knapt så godt i Ridley Scotts udgave.

Moses 2

Ridley Scott og Israel

Hvad er ellers interessant ved Ridley Scotts take på historien? Mange har kritiseret filmen, tilmed boycuttet den, pga. dens hvide skuespillerbesætning. Dette finder jeg dog mere uinteressant, og jeg kan ikke rigtig hidse mig op over det på nogens vegne.

At filmen er lavet med en form for bevidsthed omkring det 21. århundredes udfordringer er dog tydelig. Ridley Scott interesserer sig for debatter indenfor forskellige områder, og hans film har som regel nogle kommentarer til dem, selv om de sjældent er ensidige eller tydelige. Der er pointer at udlægge fra film som “Black Hawk Down” (om krig), “The Kingdom of Heaven” (om terror) og sågar “Prometheus” (om Intelligent Design).

I “Exodus” lister Moses sig op på Farao om natten og truer ham med et sværd, mens han udfordrer ham til at give hebræerne bedre kår. Det er en interessant diskussion, fordi diskussionen aldrig taget op i den originale bibelske fortælling. Der var det ene og alene et spørgsmål om at lade folket “gå”, altså give dem lov til at rejse. Men i “Exodus” spørger Moses nu Farao “hvorfor giver du dem ikke fulde borgerrettigheder og accepterer dem som ‘egyptere’?”

Hvor fik Moses dog den idé fra? Eller rettere, hvor fik Ridley Scott (og hans manuskriptforfattere) den mon fra? Et svar kunne jo være det moderne Israel, hvor 20% af befolkningen er arabere, men ikke behandles som fuldværdige israelere, og hvor palæstinenserne slet ikke regnes for medborgere, men derimod som uvelkomne gæster. Er det mon dér, Ridley Scott vil hen?

Efter hebræerne er kommet gennem Det Røde Hav, stirrer Moses på sit folk. Han er lidt en “outsider”, og vi er allerede blevet mindet om flere gange, at Moses ikke egentlig ser på dem som “sit” folk. Han indtager en objektiv funktion som kommentator, mens han ser ud over dette folk og spørger: “Hvad mon de vil synes i Kana’an, når vi bosætter os der?” Jeg tolker det som et retorisk spørgsmål. Det moderne Israel rumsterer ikke bare i baggrunden, men hives af Ridley frem i forgrunden i hele den måde, han har valgt at skildre figuren Moses på.

I Bibelen er Moses faktisk ikke krigerisk. Dette vil overraske dem, som alene har set “Exodus”, som starter med en stor krigsscene, hvor Ramses og Moses angriber hittitterne, som har slået sig ned ved grænsen til Egypten og tolkes som en trussel (dér var sandelig endnu en parallel til Israel/Palæstina-konflikten). Moses er en habil hærfører, en ekspert i militærstrategi, Egyptens mest kompetente general. I Bibelen er han nogle gange temperamentsfuld og slår da også en mand ihjel på et tidspunkt (som er grunden til at han må flygte), men der er intet, der peger på, at han nogensinde var engageret i krig, mens han var ved hoffet i Egypten.

Moses 4

I “Exodus” er det selve grunden til at Gud vælger ham. “I need a man like you,” siger Gud, “a general.” Moses tager opgaven på sig og oplærer hebræerne i at bekrige og dræbe egyptere (igen, ligesom palæstinenserne bekriger Israel). Egypterne slår naturligvis igen, og hebræerne har ikke en chance, og derfor sender Gud så plagerne, da den første plan ikke virkede. I Bibelen er plagerne den eneste plan, og hebræerne krummer tilsyneladende ikke et hår på egypternes hoveder, men lader deres Gud om at kæmpe for sig.

Forvandlingen af Moses passer godt ind i Ridleys agenda om at skabe en parallel til den moderne Israel-konflikt, men desværre går en anden historie tabt på dens bekostning. Den oprindelige Moses var bange og tvivlede på sig selv. Han havde ikke mod til at tale for sig, så derfor blev hans bror Aron valgt som hans talsmand. Gud brugte Moses, ikke på grund af hans kompetencer, men til trods for hans mangel på kompetencer. Heri ligger en pointe om, at Guds veje er uransagelige, at han er tro imod sine løfter, og at han ikke altid vælger de mest åbenlyse til at udføre sine opgaver på jorden. Det er dermed en meget anderledes historie, for at sige det mildt.

Ridley Scott og religionen

Der var ting i “Exodus”, som jeg ikke helt kunne forstå, og det er også fint nok. At få et barn til at spille Gud er måske lige så rigtigt, som det havde været at få Morgan Freeman eller Liam Neeson til at spille rollen. I Det Nye Testamente læser vi jo trods alt, at man skal “blive som børn” for at tage imod Guds rige. Det er dog ikke alle børn, som er engle, og i en scene indtager gudebarnet på et tidspunkt en mindre charmerende position, idet han fremstår som vred og hævngerrig, altså barnlig på den negative måde. “Men er dette ikke også store sider af den gammeltestamentlige gud?” vil nogen måske sige, og dette kan naturligvis diskuteres længe.

Noget jeg savner i filmens portræt af Gud er gudsfrygt eller som de siger på engelsk, “awe” — altså fornemmelsen af at Gud er uendelig stor og majestætisk, og at det er frygtindgydende, nærmest farligt, at stå i hans nærhed. Ifølge Bibelen skulle Moses tage sandalerne af, da han kom til den brændende busk, fordi det var “hellig jord” han stod på. Ifølge samme historie kan man ikke se direkte på Gud og beholde livet. Uafhængigt af om du tror på Gud eller ikke, så nytter det ikke at gøre ham “lille” i en fortælling som denne. Så tager man den ikke alvorligt og forstår ikke dens præmisser.

Måske det er lidt det samme, der gør sig gældende i Ridley Scotts håndtering af mirakler og plager, som han har tolket i lyset af et naturalistisk paradigme, hvor alting skal have en “naturlig forklaring”. Mens nogle mirakler er fuldstændig udeladt af fortællingen – for eksempel da Moses’s hyrdestav forvandles til en slange – så er andre mirakler blevet nedtonet eller videnskabeliggjort. Nilen bliver ikke til blod; i stedet forurenes den af blod fra mennesker, som bliver angrebet af krokodiller. Det Røde Hav deler sig ikke; i stedet trækker vandet sig tilbage på grund af en jordskælv og kommer tilbage i form af en tsunami. Haglen falder fra himlen, men den brænder ikke.

Moses 3

Selv Moses får sit første syn, efter han får en sten i hovedet og bliver “delusional”. I virkeligheden kan hele filmen ses som et pudsigt samspil af heldige sammentræf og Moses’s underlige vrangforestillinger. Scott har selv erkendt, at han finder beretningen mere troværdig på den måde:

“You can’t just do a a giant parting, with walls of water trembling while people ride between them,” says Scott, who remembers scoffing at biblical epics from his boyhood like 1956’s The Ten Commandments. “I didn’t believe it then, when I was just a kid sitting in the third row. I remember that feeling, and thought that I’d better come up with a more scientific or natural explanation. (Kilde: Entertainment Weekly)

Ros skal filmen have for at tage den troendes konflikter med Gud alvorligt. I begyndelsen af filmen snakker Moses med én af sine egyptiske kolleger om navnet “Israel”. Det betyder “at slås med Gud”, siger egypteren og ryster på hovedet over det. Men Moses retter ham og siger: “Nej, det betyder at bryde [wrestle] med Gud. Der er en forskel.”

Denne pointe kommer også frem til sidst, da Gud og Moses sidder på toppen af Sinajs bjerg, og Gud siger: “Jeg har lagt mærke til, du ikke altid er enig med mig.” Moses svarer: “Du er heller ikke altid enig med mig.” Og Gud svarer: “Men vi er stadig på talefod.”

Det syntes jeg var en flot og autentisk måde at beskrive tro på frem for den sjælløse “blinde tro”, vi ofte ser beskrevet i film. Jeg vil endda påstå, denne beskrivelse også er mere fair imod Det Gamle Testamente og særligt Moses, som ganske rigtigt ikke altid var enig med sin Gud.

Ikke en god film

Til slut skal det siges, at filmen er ret kedelig, og dette har meget lidt at gøre med alt det, jeg netop har beskrevet. Den er dårligt fortalt og flere steder ulogisk. Hele konflikten, der tvinger Moses til at flygte ud af Egypten, hænger ikke sammen. Du ser store navne som Sigourney Weaver på plakaten, men jeg kan ikke fortælle dig, hvilken rolle hun spillede, for jeg husker det ikke. Samspillet fungerer ikke mellem Bale (Moses) og Edgerton (Ramses); lidt bedre går det mellem Bale og Valverde (Zipporah), som må siges at være filmens hjerte.

Det er ikke et problem, at der er blevet lavet ting om; det er et problem, at det ikke er blevet gjort godt, så der kom en underholdende og fængende god film ud af det. Det er meningen, den skal forføre os og få os til at sidde på kanten af stolen. Måske Ridley Scotts politiske agenda er en del af problemet, fordi ændringerne blev foretaget på bekostning af en god historie. Jeg har i hvert fald set det gjort bedre i tidligere film.

Advertisements

2 thoughts on “Hvad Ridley Scott gjorde med Moses

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s