Lion Kingismen

474234

For 20 år siden sendte Walt Disney Pictures deres bedste film (nogensinde) i biograferne. Dette er naturligvis en helt igennem subjektiv udtalelse, og jeg ved godt, andre er gladere for Snehvide, Pinnochio, Aladdin, Treasure Planet og High School Musical, men for mig er der ingen tvivl. Ingen Disneytegnefilm har foreløbig kunnet pierce mit hjerte eller fylde min sjæl med både sorg og glæde, sådan som Løvernes Konge kunne!

Det har muligvis noget at gøre med, at jeg var 7-8 år, da jeg første gang så den. Men nostalgi til side, så synes jeg stadig, det er en fantastisk film. At det er en god film er dog ikke nødvendigvis grund nok til at nævne den her – den er nemlig også interessant pga. dens særlige verdensbillede og de konkurerende livssyn, vi møder i filmen.

Demokrati?

Filmens prolog er i sig selv et vidunder. Vi introduceres for en afrikansk dyreverden, som vågner en tidlig morgen (ved solopgang, selvsagt) og samles om Kongeklippen for at tage imod deres nye konge. En del af os kommer til at nynne melodien bare vi tænker på det klassiske billede af det afrikanske daggry. Men hvad er det egentlig, der foregår?

Jo – det er selvfølgelig en præsentation af prinsen, den kommende konge af riget. Han “salves” af Raffiki, før han løftes op foran de mange dyr, som kaster sig til jorden. “Honest Trailers” har lavet en parodi på dette og ændret lidt i teksten i den kendte “Circle of Life”-sang…

Et anderledes take på Elton John’s “Circle of Life”

 

– så de nu synger: “He is on display to remind us we’re prey!” Man kunne da fristes til at spørge, om “Lion King” i virkeligheden er en slags hyldest til underdanighed, til monarki, ja, måske endda et diktatur? Da jeg så filmen som 8-årig, så købte jeg illusionen. Der var ingen del af mig, som væmmedes ved den kollektive underkastelse – ingen del af mig som tænkte: “Jamen, svarer det der samfund ikke lidt til Nord-Korea? Hvor er demokratiet? Hvem stemte på Mufasa? Var det et fair valg – og hvor er i øvrigt den fjerde statsmagt, den kritiske stemme i denne republik?”

Løvekonge = en gud?

Tanken slog mig ikke dengang og har heller ikke slået mig siden, at der skulle være noget som helst galt i det jeg så. Sandsynligvis fordi der ikke er det. Monarki er nemlig en god ting i “Lion King”, når bare ens konge bevarer sin styrke og ære – sin karakter. Det kan godt være, det sjældent har fungeret særlig godt i virkelighedens verden, men i “Løvernes Konge” gør det.

En ting, jeg dog husker, jeg har undret mig over (også som barn), er hvordan Scar egentlig klarer at indhylle dette rige i mørke. Det forekommer mig næsten sort-magisk. Selvfølgelig skal man forvente, at ting går galt, når man lader hyænerne (fortællingens nazister) overtage Kongeklippen, men det forklarer da ikke, at det bliver gråt og overskyet, at elverne tørrer ud, og at hver eneste busk visner? Simba kommer hjem, ser Kongeklippen og er i chok over, hvor galt det står til. Mit spørgsmål er dog, hvordan én løve – Scar – klarede at skabe disse forandringer, når han trods alt bare er en løve?

Og endelig kommer vi til filmens religiøse undertoner, for her ses det, at dét at være Løvernes Konge ikke bare er at have ansvar for det økologiske system (“livets store kredsløb”), men at det også i nogen grad er noget guddommeligt. Stjernerne, forklares det, er ikke en masse gas, der brænder, som Pumba vil have os til at tro, men er derimod de gamle konger, som ser ned på os. De er dermed ikke bare konger, de er guder, sådan som Farao var gud i Egyptens øjne. Bortset fra at Løvernes Konge faktisk er det, mens det for Farao jo bare var noget, han fandt på.

the-lion-king-28984-1920x1080

Derfor afspejler rigets tilstand Løvekongens karakter. Er han ædel og respektfuld overfor naturen som Mufasa, så er landet frodigt og smukt. Er han rådden indeni som Scar, visner landet. Der er ikke noget galt med teokrati i teorien, hvis altså man har en tilpas ædel konge. Grunden til, at det ikke fungerer i virkeligheden er, at ingen virkelige politikere besidder Mufasas (og senere Simbas) ære. Ikke som vi tør satse på i hvert fald.

Religion i “Lion King”?

Hvis man skal prøve at spore, hvor ideerne i “Løvernes Konge” kommer fra, så kan man nok bevæge sig i mange retninger, både når det gælder historien og dens temaer. På den ene side er den jo et rip-off af Shakespeare’s “Hamlet”; på den anden side er den et rip-off af “Kimba the White Lion”. Nogen vil måske mene, der er noget “New Age” over den, eller noget østligt, måske kan “The Circle of Life” sammenlignes med Samsara fra Buddhismen? Men så er dette kredsløb jo også en bogstavelig forklaring på det økologiske system, som er noget alle med lidt kendskab til biologi og anden videnskab kender til. (Som Mufasa forklarer: “Når vi dør, bliver vores kroppe til græs, det græs som antiloperne spiser.”)

Jeg har selv set en prædiken, hvor hele ideen om at “Faderen lever i dig” blev brugt til at undervise i kristen teologi. “That is pure gospel,” sagde prædikanten (du kan se det her, Lion King-klippet vises fra 4:36). Sangen, som de bruger i “Lion King”-musicalen – som egentlig er fra “Lion King 2: Simba’s Pride” – kunne let have været en kristen sang om Jesus: “He lives in you. He lives in me. He watches over everything we see.” (se og hør sangen her)

Ligesom i andre film, så ser man i “Lion King” ikke bare én ideologi, men flere. Karaktererne repræsenterer forskellige måder at anskue verden på. Scar er den åbenlyse skurk og er selvsagt modstander af alt vi forstår ved frihed, altså filmens Saddam Hussein eller Kim Jun-un. Mufasa er en klassisk monark, og “pride” (eller “stolthed”) er et kodeord for både hans selvforståelse og forståelsen af kongens embeder som en opretholder af verdens balance (“Circle of Life”). I skarp konkurrence møder vi Hakuna Matata-filosofien, som tjener som en form for eskapisme fra virkelighedens realiteter og ansvar, altså ren hedonisme. Mufasas filosofi vinder selvfølgelig til sidst.

Og sådan kan diskussionen om hvilke  ideer, filmen prøvede at injicere i de stakkels små intetanende børns hoveder (bl.a. mit) selvfølgelig blive ved. Men som jeg har været inde på et andet sted, så er Disney-universet i udgangspunktet trygt og godt. Det er næsten altid “politisk korrekt” vestlig filosofi med udpræget konservative værdier, og også “Lion King” har været gennem dette filter med et konservativt forsøgspublikum, sådan som det vel egentlig sker for alle store familiefilm fra Hollywood.

Den sande Lion Kingisme

Én af grundene til, at filmen er en så bred succes, er måske netop, at dens filosofiske, religiøse og politiske ideer er vage nok og tilpas tvetydige til, at alle mennesker kan identificere med filmen, uanset hvor de selv står. Som den står, har filmens temaer og historie en universalitet, som trænger gennem kulturelle og ideologiske barrierer. Lion Kingismen er, hvad vi gør den til.

Advertisements

One thought on “Lion Kingismen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s