Bliver vi påvirket af film?

Hvis du nogensinde har spekuleret på, hvad de egentlig beskæftiger sig med på medievidenskab, så kan jeg afsløre, at ovenstående spørgsmål fylder en god del. Ikke bare film, selvfølgelig, men mediernes virkning på individet og samfundet generelt, og selvfølgelig også samfundets virkning på medierne. Intentionen med dette indlæg er dog ikke at opsummere alt, jeg havde på pensum i faget “mediernes publikum” sidste semester. Jeg vil bare nøjes med et par små refleksioner, der afspejler hvad jeg selv er kommet frem til.

Selvfølgelig bliver vi påvirket!

På den ene side virker det til, at der ikke er noget at diskutere: Selvfølgelig påvirkes vi af film – ellers gad vi jo ikke se dem! Vi går i biografen, fordi det reelt giver os noget, en oplevelse, en tilfredsstillelse af en art.

De fleste vil være parate til at indrømme, at historier påvirker os, at musik og lyd påvirker os, at billeder påvirker os – det virker i givet fald paradoksalt at påstå, at disse sanselige oplevelser i sammensætning (som “film” jo er) ikke har en form for påvirkning.

Spørgsmålet er dog, hvordan de påvirker os. Og hvor kraftig denne påvirkning er. Og hvor blivende effekten er, når der er gået længere tid.

Filmens effekt er overdrevet

Indenfor medieforskning var man for hundrede år siden meget bekymrede for påvirkning fra medier, ikke mindst fra film. Dels fordi “levende billeder” var en ny ting, og biografer var en meget kunstig situation for mennesket at blive sat i. Man målte, så vidt man kunne, folks fysiske reaktioner og blandede resultaterne med lidt spekulation og kom frem til, at film var ganske farlige.

Dette tankesæt har forskerne nu bevæget sig væk fra, særligt ideen om at noget generelt kan siges om størrelserne “mennesker” og “film”, da både mennesker og film er forskellige, og da mange andre faktorer har mere at sige for, hvordan en film påvirker et menneske.

I nyhedshistorier og debatter bliver medieeffekt typisk overdrevet og problematiseret langt mere, end forskning reelt kan understøtte. I forbindelse med Utøya kom det bl.a. frem, at Anders Behring Breivik havde spillet meget “World of Warcraft”, og at han lyttede til musik komponeret af Clint Mansell (mere specifikt kompositionen “Lux Aeterna”, som bliver brugt i filmen “Requiem for a Dream”) under sin terroraktion. Enkelte var hurtige til at fordømme computerspil og Mansells musik i samme åndedrag. I filmverden er bl.a. Christopher Nolans Batmanfilm blevet kritiseret i forbindelse med, at en morder fandt inspiration fra dem, for eksempel James Holmes. Han skød 12 mennesker i en biograf i Colorado, hvor “The Dark Knight Rises” blev vist, og erklærede, at han var “Jokeren” (navnet på en skurk fra samme filmunivers).

De fleste er selvfølgelig kloge nok til at forstå, at andre faktorer end spil, musik og film har medvirket til at gøre Brevik og Holmes til mordere. De fleste af os ved jo, at der sandsynligvis også er psykologiske, medicinske og sociale ting, som har haft betydning. Vi slipper dog aldrig helt af med folk, der vil bruge den slags historier til at udtale sig kategorisk om medieprodukter.

Forskning på holdningsændringer

I nyere tid har forskningen på mediers effekt på publikum ofte drejet sig om effekten på holdninger. Der har været mange studier, hvor man har taget grupper af studerende og vist den ene gruppe en dokumentarfilm og den anden gruppe en anden film og så undersøgt, om holdningsændringer har fundet sted i den ene gruppe i forhold til i den anden. Resultaterne er sjældent entydige, så en foreløbig konklusion har været, at film kan have effekter på holdninger, men at individuelle faktorer som kulturel baggrund, køn, intelligens (osv.) spiller ind på resultatet.

Der er sket et paradigmeskift i forskningen, idet man har opdaget, at filmens seere også selv spiller en aktiv rolle, både når det gælder at afkode filmens budskab (forstå den), men også når det gælder om at lade sig overbevise af dens budskab, som jo er noget andet. Du kan være en skeptisk seer, og du kan yde modstand mod filmen du ser og dens budskaber. Desuden er der ofte et socialt gruppesamspil at tage højde for, da vi sjældent ser film alene og ofte tager stilling til dem, efter vi har snakket om dem med hinanden.

Alt det her lød på mig som almindelig sund fornuft og vil næppe overraske ret mange i dag. Alligevel er det ikke altid sådan, forskere har tænkt omkring film og påvirkning.

Konklusionen er altså ikke, at film ikke har effekt, men at effekten er nærmest umulig at måle på nogen videnskabelig vis, da filmkiggeri som fænomen er alt for komplekst. Hver situation er unik og pakket med ukendte faktorer. Men forskningens mangel på præcision skal ikke forveksles med total uvidenhed om, hvordan film fungerer og kan påvirke os.

Min subjektive erfaring

Et godt udgangspunkt for at forstå film er selvfølgelig den subjektive oplevelse. Har du nogensinde set en film, som påvirkede dig meget stærkt? Som blev siddende hos dig i flere dage, efter du havde set den? Eller som måske ligefrem fik dig til at skifte holdning i et spørgsmål?

Jeg husker en film som “Dead Man Walking” med Sean Penn og Susan Sarandon særdeles godt, ikke fordi den fik mig til at skifte holdning til dødsstraf (jeg var allerede imod det), men fordi den styrkede en holdning, jeg allerede havde. Ikke fordi filmen var ægte, men fordi den ud fra min opfattelse kunne have været det, eller fordi dens principper kunne overføres til virkeligheden. Dette er dog nok mere normalt; en film vil typisk styrke en holdning hellere end forandre den.

Der er ikke længere ret mange uddannede mennesker, der stiller spørgsmålstegn ved global opvarmning, og at temperaturstigningerne ikke er naturlige, men derimod skyldes menneskehedens udslip af CO2. Dokumentarfilmen “Chasing Ice” (se klip her) viser os billederne af isen, der smelter – is, som vi ved har ligget der i mange, mange tusind år. Var jeg ikke allerede blevet overbevist, så tror jeg, denne dokumentarfilm havde gjort det. Mindre effektiv er Michael Moores film som “Fahrenheit 911” på mig, da jeg kender nok til klipning til at vide, jeg muligvis bliver manipuleret med.

Men at jeg kan nævne to film ud af de 1000 film, jeg har set, er i sig selv lidt sigende. Det kan næsten siges prediktivt, at en film sandsynligvis ikke vil ændre mine holdninger. Måske er jeg bare meget stædig. Eller måske dette gælder os alle, også dig. Den næste film du ser vil sandsynligvis ikke ændre dine holdninger i nogen særlig grad. Men måske den vil forandre dit syn på et aspekt af verden, som du ikke engang selv er bevidst om?

Kultiveret verdensopfattelse

En af de mere interessante teorier, jeg er blevet præsenteret for, er kultivationsteorien af George Gerbner. Han sagde, at jo mere tid folk bruger på at “leve” i fjernsynets verden, desto mere tilbøjelige vil de være til at tro på den sociale virkelighed, der fremstilles i fjernsynet.

Dette er en lidt anderledes diskussion end spørgsmålet om, hvorvidt fjernsynsvold gør folk mere voldelige. Meget fjernsynsvold gør ikke nødvendigvis folk voldelige – men deres opfattelse af verden bliver måske, at der er mere vold derude, end der reelt er. Ser vi mange krimier eller måske bare nyhederne, så vil vi tro, at vold og mord er udbredt, statistisk set. Grunden til at teorien kaldes kultivationsteorien er dog netop, at fænomenet tager tid. Det er ikke ét indslag på nyhederne – eller én episode af “CSI” – der gør udslaget; det er mange timers tv-kigning.

Forskningen har ofte fokuseret på vold, men der er ingen grund til at tro, at det ikke gælder alt andet. Kan den konstruerede virkelighed fra film og TV være den egentlige grund til, at mange mennesker (fejlagtigt) tror, vi kun bruger 10% af vores hjerne? Og at 10% af alle mænd er homoseksuelle?

Fjersynet er et vindue til en konstrueret virkelighed, som vi sidder og kigger på, nogle gange med paraderne oppe, men ikke altid. Over tid vil vi næppe skelne stort mellem hvad vi har lært om verden via fjernsynet (hvad vi jo har “set med vores egne øjne”!) og hvad vi ser, når vi går ud i verdenen om morgenen for at begive os på arbejde. I den digitale tidsalder er vi flere og flere, der konstant “lever” i en konstrueret verden, hvad enten det er spil, film eller tv-serier.

Påvirkningen du ikke ser

Hvis du ikke vil påvirkes af en films budskab, så vil du sandsynligvis ikke blive det i særlig stor grad. Dér hvor vi bliver påvirket er dér hvor vi ikke beskytter os selv, hvor vi glemmer at holde øje. Kristne er på vagt overfor løgnene om kristendommen i “The Da Vinci Code”, men lægger de mærke til hvad filmen fortalte om geografien i Paris? Næste gang vi kommer til Paris og ser, at Louvre ikke ligger lige ved siden af Triumfbuen og Eiffeltårnet (eller hvordan det nu var), så vil vi måske blive chokerede over, hvordan filmen løj for os uden at vi opdagede det!

Et absurd eksempel, men det illustrerer meget godt, hvordan film altid vil påvirke os, da vi aldrig klarer at beskytte os mod alt. Det havde i øvrigt heller ikke været ønskeligt, da det ville resultere i et liv uden stimuli og uden menneskelig kontakt. Dette er nemlig ikke blot et spørgsmål om medier, men om vores perception af verden som helhed, og om hvordan alt kommunikation i virkeligheden er selektivt og tendentiøst. Et spørgsmål der selvfølgelig er for stort, selv for denne blog.

Fejre det gode, kritisere det dårlige

Jeg skrev i et andet indlæg, at film bør vurderes som historier med værdier. Dette ville selvfølgelig være et meningsløst foretagende, hvis mennesker ikke reelt bliver påvirket af filmværdier. Måske det netop er én af grundene til, at film i sjældnere grad bedømmes på den måde – at mange filmanmeldere ikke vil tilskrive film nogen varig effekt på holdninger eller verdenssyn.

Men selv om filmeffekt af og til er blevet overdrevet, så er underholdningsbranchens vedvarende popularitet i sig selv et tegn på, at filmene giver os noget, og at Hollywood er en stærk kultiverende stemme i vores samfund. Nogle vaccinerer sig imod dette ved helt at undgå film og andre medieudtryk. Personligt har jeg større tro på, at vi tillader os selv at se meget forskelligt, men med en fundamental kritisk tilgang til alt vi ser – at vi fejrer det gode og kritiserer det dårlige.

 

Film, der blev nævnt i dette indlæg:

• “Requiem for a Dream” af Darren Aronofsky.
• “The Dark Knight”-trilogien af Christopher Nolan.
• “Dead Man Walking” af Tim Robbins.
• “Chasing Ice” af James Balog og Jeff Orlowski.
• “Fahrenheit 911” af Michael Moore.
• “The Da Vinci Code” af Ron Howard.