The Man Who Knew Infinity

“You see, I am what you would call an ‘atheist’.”
”You do believe in God. You just don’t think he likes you very much.”

Det er filmfestival-uge i Haugesund, hvor jeg bor, og i den anledning fik jeg listet mig ind til en britisk film i dag: “The Man Who Knew Infinity”

_dde3d66a-0eb6-11e6-96c0-67356a4ec227

Filmen er en såkaldt “biopic” – altså en biografisk dramafilm, som skildrer forholdet mellem inderen Ramanujan fra fattige kår, som på grund af sin intuitive forståelse af matematik, bliver hentet til Oxford af enlige, aldrende og introverte professor Hardy. Ramanujan håber på at få sine geniale idéer trykt, men det viser sig at være mere krævende end at fremvise sit talent.

Jeg fik lyst til at se filmen på grund af traileren. Efter jeg så filmen, blev jeg nysgerrig efter at se, hvad anmelderne havde sagt – og jeg blev lidt skuffet. Modtagelsen var lunken.

På en måde forstår jeg dem dog. Filmen er meget konventionel, og der er allerede lavet flere i genren om geniale matematikere, som kommer til universitetet og ændrer videnskaben, mens de kæmper med personlige problemer. Ron Howards film om John Nash, “A Beautiful Mind”, er en personlig favorit. Jeg var mindre begejstret over sidste års film om Stephen Hawking, “The Theory of Everything”, som på trods af godt skuespil ikke rykkede stort i mig. Det samme kan vel siges om “The Imitation Game”, som var en lidt rodet affære og en undskyldning for at fremvise Benedict Cumberbatchs talent og Keira Knightleys mangel på samme (selv om nogen åbenbart følte, hun skulle nomineres til en oscar for præstationen, som jeg fandt påfaldende uoverbevisende).

Er det her endnu en “matematiker med psykiske problemer”-film?

Ja, på mange måder. Men på mange måder føler jeg også, den er de andre film overlegen, selv om den ikke har fået eller kommer til at få samme anerkendelse. Den kan efter min mening lidt mere.

Den har færre minusser! Et minus ved flere af ovenstående film er, hvordan de håndterer videnskaben, enten ved at forklare det på en stærkt forsimplet måde, som hverken fascinerer eller kommunikerer tingene korrekt (“A Beautiful Mind”), eller ved at skubbe det helt til side for at fokusere på noget helt andet (“The Theory of Everything”, jeg ser på dig). Denne film snakker gerne lidt over hovedet på os ikke-matematikere af og til – tak! Når den endelig begiver sig ud i at forklare noget, så er det ikke i baren med lækre damer i stedet for brøker. Dejligt.

Den har dog også nogle plusser, de andre ikke har. De tematiske plusser er det religiøse og kulturelle møde mellem to meget forskellige livssyn – en gammel Cambridge-ateist og en ung praktiserende hindu fra Indien. Selv om samtalerne kun bliver så dybe, som man kan forvente af en film, som er beregnet for det brede publikum, så mærker man noget i atmosfæren, som udfordrer dem begge, og som stikker dybere end det sagte. En del af det kommunikeres i selve skuespillet, hvor den menneskeligt reserverede og lettere kyniske Jeremy Irons og den uskyldige og idealistisk religiøse Dev Patel virkelig skaber gnister. Det er supergodt selskab at være i, og hvis jeg var typen, som kunne græde i en biograf, så havde jeg nok knebet en tåre eller to henimod slutningen.

Det, jeg har snakket mindst om, er Ramanujans baggrund, som også fylder en væsentlig del af filmen, dog mest i at etablere hvem han er, og hvad som driver ham. Det er dog i hans forhold med Hardy, at det dramatiske guld virkelig gemmer sig.

Jeremy Irons er tilsyneladende altid seværdig. Han gør alle film – selv en kaotisk rodebunke som “Batman v Superman: Dawn of Justice” – bedre. Denne film, som i sig selv er helt okay, gør han efter min mening fantastisk, uden at det er et mesterværk eller noget i den stil. 5/6.

Reklamer

Anmeldelse af “Risen” (2016)

Hvor vanskeligt kan det være at lave en god film om Jesus? Eller bare en god kristen film? Eller en god bibelfilm? Tilsyneladende er det svært. Jeg er kristen, og jeg elsker film – elsker mediet og hvad man kan med det, med lyd og billeder og de rette narrativer godt fortalt – men af en eller anden mystisk grund, så er der så langt mellem de gode kristne film, i hvert fald dem som kommer i min retning. “Risen” er på mange måder endnu en skuffelse, som dog gør nogle ting rigtigt.

Den handler om Jesu opstandelse, og den følger en original karakter, Clavius, en romersk soldat og angiveligt Pontius Pilatus’s betroede tjener. Han får den utaknemlige opgave at finde ud af, hvad der er sket med Jesu lig, som to vagter (ganske uoverbevisende) påstår blev stjålet af disciplene. Hvis han ikke finder liget, så står han med en potentiel giftig situation, så Pilatus er ivrig for at få dette problem ryddet af vejen. Undervejs finder han dog ud af, at tingene ikke er, som de ser ud – eller måske rettere, at de er nøjagtig, som de ser ud. Jeg vil kommentere mere på handlingen længere nede, i tilfælde du vil se filmen og ikke vil have, jeg spolerer noget for dig.

Filmen har en umiddelbart interessant tilgang til historien. Det starter som et romersk detektivdrama med en veletableret hovedperson. Plottet fungerer, og det er overvejende originalt (ikke bare en historie snuppet fra Bibelen), hvilket må siges at være en fin præstation i sig selv. Joseph Fiennes spiller upåklageligt som altid.

Selv om jeg er sikker på, at filmen vil imponere mange, så sidder jeg lidt tilbage med følelsen af at have set en tv-film i biografen. Den er lys i tonen i forhold til en film som “The Passion of the Christ”, hvilket helt sikkert vil gøre den mere spiselig for mange, men også mindre interessant og sanseligt stimulerende. Hvor “The Passion” var decideret filmkunst, så er dette snarere underholdning, eller måske nærmere et forsøg på det, for jeg må indrømme, jeg heller ikke fandt den superspændende. Luften går særligt ud af ballonen 2/3 inde i filmen. Når først mysteriet er løst, så sidder jeg tilbage med en følelse af, at filmen mangler noget til at køre den videre, og de efterfølgende scener led både under at være ufatteligt “cheezy” og narrativt påklistrede – måske vedkommende for dem, som kommer for at få en andagt eller to, men ret uvedkommende for den historie, som filmen oprindeligt lokkede os med.

Men se den alligevel. Der er bestemt ting i den, som gør det oplevelsen værd, selv hvis den ikke helt leverer, hvad den lægger op til, efter min mening. Skal jeg give den stjerner, så må det blive til 4 ud af 6, og det er, fordi jeg er gavmild og kristen.

Herunder kommer så en mere grundig kommentar med teologiske og historiske tanker og lidt andre personlige meninger til ikke mindst plottet. Læs videre på eget ansvar.

[Spoiler alert]

For som du sikkert allerede har regnet ud, så viser det sig, at disciplene ikke har stjålet liget for at skabe røre i den Jerusalemske andedam, men at Jesus er opstået på yderst mirakuløs vis, at hændelsen skete med eksplosioner og lys og endda traumatiserede vagterne (hvoraf den ene tilsyneladende blev alkoholiker). Derefter viser Jesus sig i meget flygtige glimt for sine “hippie”-agtige disciple (som min kone kaldte dem). Clavius selv slutter sig til discipelgruppen og får også selv en kort audiens med den opstandne vismand og mirakelmager, før Jesus går imod solnedgangen, råber at de skal ud og fortælle verden om himlen og selv farer til himmels som en raket. Alt dette betyder naturligvis, at Clavius er en forvandlet mand, som beslutter sig for aldrig at dræbe igen, noget han ellers gjorde dagligt i filmens begyndelse. Han er en “fri” mand, ikke helt klar til at forkynde evangeliet side om side med apostlen Peter, men i hvert fald færdig som soldat, og dermed er historien jo nået i mål.

Jeg tror, jeg var omgivet af kristne i biografsalen, men følte ikke at nogen hoppede i sæderne af begejstring eller følte for at synge halleluja. Nu var det jo også en biograf, men glæde var der mere af i luften, da jeg så “Deadpool” for ikke så længe siden, og det er jo lidt tankevækkende. Måske andre end mig følte, at det hele var temmelig cheezy, og at der altså var nogle ting, som ikke helt stemte… den var helt okay, men et eller andet var off.

Først og fremmest, så må man dog erkende, at filmen har en utaknemlig opgave foran sig, som rigtig mange film selvfølgelig har haft før den: “Lav en film om Jesus.”

Problemet er, at Jesus nok bare er for stor til film. Hvem kan nogensinde ramme rigtigt? Der har været så mange film-inkarnationer af Jesus, og de har selvfølglig alle sammen ramt ved siden af (måske på nær Aslan i Narnia-filmene), for hvordan kan de andet? Det må vi bare acceptere, og vi har nok alle (især os, som tror på ham) nogle meget personlige opfattelser af, hvordan han var og er, og hvordan han absolut ikke er. Når det kommer til stykket, så er der faktisk rigtig meget, jeg godt kan lide ved den Jesus, vi ser her. Han er en kærlig og omsorgsfuld type med autoritet og venlige øjne. Han er mørkgløden og kunne godt se arabisk (eller aramæisk) ud, hvilket vi har set alt for sjældent på film. Filmen kan helt sikkert beskyldes for “whitewashing”, ligesom alle andre film om østen bliver for tiden (med ikke mindst britiske romere), men Jesus virker i det mindste etnisk middle-eastern i denne.

Så er der alle de andre ting, som strider med forestillinger, vi kan have om Bibelen, hvoraf nogen af dem er velbegrundede og andre måske ikke. Peter (som i filmen kaldes Simon af stort set alle) slog mig som overraskende gammel, mens de øvrige disciple virkede relativt unge. Det er nok ikke helt ved siden af at forestille sig disciplene som en gruppe teenagers. Bartholomæus virkede lalleglad og ærlig talt en kende naiv (ham min kone kaldte en “hippie”) med sit store smil og sine ikke-så-gennemtænkte teologiske punchlines om “evigt liv til alle”, osv..

Teologien virker på mig til at være meget dovent skrevet. Den jødiske kontekst virkede mest som en evangelikal kristen kontekst i jødisk forklædning, baseret på hvad som bliver sagt. Jødedom og rabbinske traditioner var synligt fraværende. Hvor havde det dog været fantastisk, hvis et par velinformerede “New Testament scholars” (og måske endda en rabbiner) havde siddet ved siden af Kevin Reynolds, da han skrev den overordnede historie. Så tror jeg, at en del af scenerne havde kørt lidt anderledes.

Dens største problem er helt sikkert anakronisme. I dag er præster og kristne klar til at fortælle dig, hvad det betyder for os, at Jesus er opstået fra de døde. Det betyder, at vi også kan få evigt liv, og at vi kan “komme i himlen”. Dette budskab proklameres også tydeligt i filmen. Jesus selv siger i slutningen, at han gør en plads rede for os (som han jo sagde, men ikke netop på det tidspunkt), “så gå ud og prædk evangeliet til nationerne”.

Så hvad er problemet? Problemet er, at filmen virker til at antage en teologisk klarhed blandt disciplene og en færdigudformet teologi (lære), som de sandsynligvis ikke havde på daværende tidspunkt. Det er i hvert fald ikke, hvad vi ser i evangelierne eller i Apostlenes Gerninger af Lukas, hvor en sådan teologi slet ikke bliver formuleret. Ingen af evangelierne kæder for eksempel Jesu opstandelse sammen med vores egen opstandelige i fremtiden – den tanke finder vi først senere, hos Paulus. Evangelisten Mattæus er ivrig for at vise til skrifterne og forklare, hvordan det, som skete rundt om Jesus, opfyldte eller skete efter skrifterne (Det Gamle Testamente). Når det gælder Jesu opstandelse, er han dog tom for forklaringer. Filmen viser ikke, hvor forvirrende opstandelsen sandsynligvis har virket på apostlene og alle andre, og hvordan det, som skete, stred med det, de egentlig havde forventet. Der er et andet plotelement, som understreger samme pointe meget tydeligt:

“Hvis han er opstået, så har vi en potentiel Messias,” siger Pilatus i filmen, og det frygter han naturligvis, for så er der oprør og uro, og det kommer Kejser Tiberius ikke til at kunne lide, når han (snart) kommer på besøg i Jerusalem. (Hvor er Kong Herodes i øvrigt blevet af?) Men en sådan sætning om Messias skal efter sigende have været komplet nonsens i en jødisk kontekst i det første århundrede.

Jo, de ventede på en “Messias” – og ja, mange forventede nok en stor hærfører som Kong David, som kunne befri dem fra Romerrigets undertrykkelse – men ingen forventede en Messias, som blev dræbt (og da slet ikke korsfæstet) for så at opstå fra graven. At blive korsfæstet var en skændsel. Filmen viser, at det var en grufuld måde at dø på, men får ikke frem hvor ydmygende det også var, hvor tabubelagt det var, hvor pinligt og flovt det var, både for Jesus og for disciplene selv – og hvor langt ude det var at forestille sig, at en mand, som var blevet korsfæstet, kunne bære titlen “Messias” (opstået eller ej). For en jøde var korsfæstelsen det ultimative bevis på, at han ikke var Messias, og selv om en opstandelse har overbevist disciplene og de første kristne om, at her var der sket noget ganske særligt, så er det måske mindre sandsynligt, de har vidst nøjagtigt hvad det betød. Det har krævet en grundlæggende revurdering af termet “Messias”. Teologi kom selvfølgelig, men det kom sandsynligvis først senere. Brikkerne faldt nok ikke på plads påskemorgen, men det er selvfølgelig vanskelig at sige, særligt i en film, hvor man også ønsker at forkynde et klart og tydeligt budskab om tro og om himlen. Her må historisk sandsynlighed gå lidt til side for budskabets skyld. At det også var udelukket fra disciplenes perspektiv, at troen også ville inkludere hedningene og de “uomskårne” (fx Clavius) ignorerer filmen også. Dette var noget, som disciplene (og apostlene) først opdagede senere, ifølge Lukas.

Der er sikkert mange ting, som filmen mangler, når det gælder teologi. Det er igen en sådan ting, som ingen film kan få rigtigt, og det havde heller ikke været godt, hvis det havde været en superkorrekt teologifilm. Alligevel finder jeg det lidt interessant at bemærke, at det budskab (eller den teologi), som Jesus talte om allermest, ikke bliver nævnt med ét eneste ord: “Guds rige” Jesus snakkede om det igen og igen og igen. Selv hans mirakler knyttede han til dette tema. Og da han var opstået, så var det spørgsmålet, disciplene stillede ham: »Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?« (ApG 1,6) Ja, “Riget” syntes at være centralt for alt, hvad de så sig selv som i gang med.

Det er desværre typisk, at dette tema bliver overset af kristne i dag, hvor “indviduel frelse til himlen” har overtaget fokusset. I filmen adresseres det ikke med et ord, selv om det fylder så ufattelig meget i evangelierne. Filmen taler lidt om at “komme i himlen”, men taler ikke meget om det større håb, som Bibelen tegner, af et genoprettet skaberværk, altså Guds rige på jord, “en ny himmel og en ny jord” – ikke bare som en virkelighed efter døden, men som hele skaberværket endestation og Guds plan fra Det Gamle Testamente. Det er lidt trist, synes jeg, for dermed ender filmen med at være en slags reklame for en individuel religiøs filosofi om frelse uden egentlig at præsentere Jesus og hans lære om Gudsriget som en løsning på verdens problemer.

Dette står for mig tilbage som filmens største mangel, og det er grunden til, at dens budskab om den opstandne nok af mange vil blive opfattet som lidt ligegyldig og temmeligt uvedkommende, til trods for alle dens styrker og andre gode pointer.

Dengang hele Europa (undtagen Danmark) blomstrede

Nikolai Arcel’s “En kongelig affære” er en af nyere tids danske klassikere. Vi har ikke råd til at lave ret mange kostumedramaer, men Arcel fik dog stablet en habil én af slagsen på benene. Og imponerende ser den ud, mindst lige så troværdig som mange BBC-serier, og ikke bare pga. kostumerne, men også de mange større kulisser. Jeg frygtede, at hele filmen ville foregå i det samme lokale, men sådan blev det ikke. “En kongelig affære” er virkelig imponerende af en dansk film at være.

Historien mindede mig om en blanding af “The Duchess” og “The Other Boleyn Girl”, men så har den også nogle elementer, der ikke er set andre steder. Kong Christian VII er en genialt sammensat karakter (Mikkel Boe Følsgaard), en usikker, legesyg, narcissistisk unge, ufrivilligt fanget i en konges krop, som alle (inklusiv vores hovedpersoner) forsøger at tæmme for at få magten over landet. Hans opførsel er tåkrummende pinlig fra start til slut, noget som er med til at gøre min oplevelse af filmen temmelig ubehagelig, og derfor var det en lettelse at følge Dr. Struensee’s (Mads Mikkelsen) succes med at styre ham. Det bliver dog naturligvis ikke ved med at gå godt, ikke mindst fordi Struensee ikke har samme succes med at styre sine egne naller, da han indleder et lidenskabeligt forhold med dronning Caroline (Alicia Vikander).

En kongelig affære

Der er ikke ret mange karakterer i historien, man reelt kan beundre, men det synes at være åbenlyst, at Caroline og Struensee skal være på vores side. En vigtig pointe i skildringen af disse karakterer er deres oplyste tanker om menneskets frihed, om folkets rettigheder og selvfølgelig om religionens undertrykkende væsen. Det er hos disse mennesker, vi finder sæden af moderne vestligt demokrati. Hvad de ønsker er naturligvis et land med ytringsfrihed og helsevæsen, mens kirken ønsker at bevare stavnsbåndet, kapitalisme og undertrykkelse. Mens karaktererne er nuancerede og både indeholder godt og ondt og også må slås lidt med sig selv – selv om jeg godt kunne have tænkt mig, at de ‘indre kampe’ havde fyldt lidt mere – så efterlades man aldrig i tvivl om, hvem der er på den rigtige side af historien.

Som kristen kan jeg naturligvis ikke overse, hvordan kristendommen portrætteres i denne fortælling, som ironisk nok ligner på klassiske reformationsfortællinger om Luther og andre, bare med modsat fortegn. Gud er død, og derfor er det tid til frihed. Når kirken dominerer, så ligger landet i mørke, mens resten af Europa, som Caroline skriver til sine børn, blomstrer i Oplysningens lys. Dette fungerer fint i et eventyr, hvor vi gerne deler virkeligheden op i de “gode” mod de “onde”, men i en historie baseret på virkeligheden er det påfaldende a-historisk.

Europa blev jo ikke en blomst, men skulle efter Oplysningstiden se større magtkampe og krige end nogensinde tidligere. Hvad der blev sået her var også de frø, som skulle vokse og blive til ‘nationen’ som institution, for alvor sat i gang med Napoleonskrigene. Folk sluttede ikke med at kæmpe om magt og at slå hinanden ihjel; de fandt bare nye undskyldninger. Ironisk nok hjalp dette kristendommen og kirken med at finde tilbage til sine rødder i Jesu næstekærlighed.

Lidt kedeligt er det da også, at filmen ikke fanger mere nuancerede kristne perspektiver end den magtliderlige, arrogante biskop i statsrådet. “Jeg har tænkt meget på Gud i det sidste,” siger Struensee efter flere dages tortur, og vi ved hvad han har tænkt. Men hvorfor udelukke alle idéer om, at der findes en god Gud, som græder lige så meget over uretfærdighed (hvis ikke mere) end Voltaire og Rousseau? Kunne disse ikke have fået bare en lille plads i historien?

Den onde kirke

Samtidig synes repræsentationen ikke at være helt fair, når det gælder omsorgen for de svagere i samfundet. Jo, kirke og stat havde et usundt ægteskab, særligt i 1700-tallet, men denne historie glemmer det større perspektiv, hvor kirken oprindeligt stod for den omsorgsrolle, vi i dag har overladt til staten. Før kristendommens indpas i verden var der (groft sagt) ingen magthavere, der havde som mål at tage sig af de svage, og omsorgsinstitutioner var ikke-eksisterende. Kristendommen har dog trods alt givet os fortællinger som “den barmhjertige samaritaner” og promoveret, at man skal elske sin næste. Det er helt i den kristne ånd at tage sig af de syge og de sultne – læs historierne om Jesus, hvis du er i tvivl.

Disse pointer passer dog tilsyneladende ikke ind i det oplyste eventyr, “En kongelig affære” gerne vil fortælle, om hvordan troen på individet (i stedet for Gud) frelste verden og gav os den perfekte verden, vi lever i nu, hvor korruption er komplet ikke-eksisterende og alle får, hvad de har brug for… Det er en imponerende og på mange måder interessant film, men på det ideologiske plan har den efter min mening nogle åbenlyse mangler.

Om inaktiviteten på bloggen

Jeg havde en plan om at opdatere bloggen jævnligt, men det har rent ud sagt manglet med inspiration, motivation og tid, siden jeg skrev om den skuffende Moses-film i januar. Der var et bryllup, som stjal det meste af opmærksomheden de efterfølgende måneder.

Til gengæld er jeg ganske tilfreds med det indhold, jeg har produceret, så jeg føler intet behov for at nedlægge siden blot pga. inaktivitet. Den skal få lov at blive stående. Tak fordi du har fulgt med.

Og hvem ved, måske jeg engang i nær fremtid bliver grebet af en trang til at skrive noget mere herinde…

Gå ind på moovy.dk

moovy.dkPå Internettet har vi det med at stifte bekendtskaber gennem vores interesser, og på den måde har jeg fået en del digitale venner, som interesserer sig for film. En del af dem er langt større filmnørder end jeg selv. Nogle af disse var engang med til at starte en side ved navn filmz.dk for mange, mange år siden. Det var en fantastisk hjemmeside, kan jeg hilse og sige. Desværre måtte de kreative kræfter bag siden forlade den, og jeg har tidligere beskrevet mine tanker om hjemmesidens udvikling efterfølgende.

Nu har nogle af disse gamle filmz-folk så arbejdet et års tid på at få en ny hjemmeside på benene, og i dag har den premiere! Den har sine små fejl og mangler, da den stadig er i opstartsfasen, men indholdsmæssigt virker det rigtig lovende! Det er tydeligt, hjemmesidens bagmænd går ind i projektet med en masse erfaring om hvad som virker og ikke virker. De ved, hvad de vil. Og de ved, hvad seriøse filmnørder vil have (og ikke vil have).

Så hvis du ønsker dig en side, hvor du får nyheder, artikler, interviews, reportager og konkurrencer, og hvor du i tillæg kan møde mange andre danskere, som også interesserer sig for film, så gå ind på moovy.dk og opret dig som bruger.

Og hvis nogen spørger, så kan du fortælle dem, at Riqon har sendt dig. Winking smile

Hvad Ridley Scott gjorde med Moses

(Denne artikel indeholder spoilers fra filmen Exodus. Så hvis du ikke kender historien eller gerne vil overraskes af filmen, så er det klogt ikke at læse videre.)

Ridley Scott har lavet flere af mine yndlingsfilm. Den minimalistiske science fiction-gyser “Alien” og det episke hævndrama “Gladiator” er film, jeg nyder at se igen og igen. Han har også lavet mange film, som man hurtigt glemmer igen. I den kategori havner nok også hans seneste episke eventyr, “Exodus: Gods and Kings”, men før jeg glemmer den, skal den lige have et par ord med på vejen. Herunder følger et forsøg på at forstå, hvad der skete med Moses i Ridley Scotts hænder.

Læs resten

Anbefaling: “De Urørlige”

“De Urørlige” er morsom og rørende. En simpel fortælling om en rig mand, der er lam fra halsen og ned, og hans impulsive hudløst-ærlige assistent. Da jeg kom til slutningen af filmen blev det afsløret, den var baseret på en sand historie. Hvis jeg har vidst det, så har jeg glemt det igen, men det gør den bestemt ikke mindre interessant.

image

Udover at det er en morsom og vellykket buddy-film, hvad er det så en film som “De Urørlige” kan, som gør det til en så fantastisk film?

I en scene sidder Philippe (ham i kørestolen) sammen med en ven, som er bekymret for ham, fordi han har ansat den vilde Driss som sin assistent. “Han giver dig ingen medlidenhed,” siger hans ven. “Netop,” siger Philippe (eller noget i den stil).

Det, Philippe vil have, er ikke medlidenhed, men respekt.

Det paradoksale er, at Driss ikke synes at respektere ham at dømme på hans opførsel. Han fortæller handincap-jokes og eksperimenterer endda med Philippe ved at hælde brandvarmt vand på ham. Og dog er der en grundlæggende respekt at spore, når Driss ikke taler til ham som til et “barn” eller en “pasient” – som andre i filmen gør – men i stedet tager imod og deler som en ligeværdig. Philippe foretrækker Driss’s uforudsigelighed og ærlighed frem for andre plejepersonales nedladende bullshit.

Jeg genkendte flere af situationerne fra filmen fra mit eget arbejde i hjemmesygeplejen, hvor jeg også assisterer folk, som ikke kan røre sig ud af kørestolen, og det undrer mig ikke, at det også var én af dem, jeg arbejder sammen med, som anbefalede mig filmen.

Film har budskaber og magt, og forhåbentlig kan en film som “De Urørlige” hjælpe os til at se og behandle handicappede som ligeværdige mennesker.

Kim Jong-Un bestemmer hvad du må se

the-interview

Dette er ugens sørgelige nyhed.

Der er sket meget i Hollywood på det sidste. Det startede vel med, at Nord-Korea kritiserede Sony, fordi de snart udsender en komedie (“The Interview”) om et attentatforsøg på Kim Jong-Un. I filmen medvirker Seth Rogen og James Franco, og trailers har været sendt ud, som viser, det er en “dum” falle-på-halen-komedie, som få ville tage alvorligt. Men det gjorde Nord-Korea altså.

Så blev Sony udsat for et hackerangreb. Hackergruppen delte ivrigt fortrolige e-mails og sensitive oplysninger. Ivrige nyhedmedier delte det som sladderhistorier og nød godt af alle afsløringer om film og intriger og private oplysninger. Var hackergruppen fra Nord-Korea? Eller sympatiserende overfor Nord-Korea? Der er vist stadig noget usikkerhed, for selv om Nord-Korea har benægtet, at det var dem, så har de rost gruppens angreb.

Nu gjorde Sony så klar til at sende filmen ud i biograferne, da Nord-Korea truede med, at hvis de gjorde det, så ville de angribe biografer på 9/11-facon. Da sagde biografkæder nej tak til at vise filmen, og Sony valgte helt at trække filmen tilbage. Filmen bliver efter sigende heller ikke distribueret på andre måder. Som nogen vist nok bemærkede: “Det er som om The Interview aldrig har eksisteret.”

Men det slutter ikke dér.

Læs resten

Hvad handler julen om?

Julen er verdens, i hvert fald Vestens, mest dominerende højtid, både når det gælder varighed, økonomisk omfang, antallet af ritualer og dens plads i almindelige menneskers bevidsthed. Den er også en kontroversiel højtid, hvor der kæmpes om meningen mellem kirkelige og sekulære kræfter. (Hvad er mest juleagtigt, julegudstjeneste eller Disney’s Juleshow?)

Lige så lys og glad som den er for mange af os; lige så mørk og trist er den for de ensomme og deprimerede. Selv mange, der elsker julen, oplever i julen et enormt stress, dels forbundet med at gøre sig færdig til en lille ferie, før året rinder ud, dels forbundet med selve planlægningen og udførelsen af de mange festritualer. Julen har sine lyse sider, og sine mørke.

Filmenes verden har sine egne kommentarer til alt dette, og julen er speciel, idet det er den tid på året, vi genser film, som vi allerede har set mange gange før. Ligesom det at åbne julekalendere, bage småkager og købe julegaver, så er det at se julefilm for mange et fast ritual. Det er forskelligt hvilke film vi ser, men nogle film nyder særlig popularitet. I USA er de store vindere “It’s a Wonderful Life” og “The Bishop’s Wife”, mens vi i Nordeuropa nok er mere bekendt med “Alene Hjemme”-filmene. Jeg vælger her at kigge lidt på vores julefilm, dem vi ser herhjemme.

Hvis vi spurgte vores årlige julefilm, hvad julen handler om, hvad vil de da svare?

Læs resten

Lion Kingismen

474234

For 20 år siden sendte Walt Disney Pictures deres bedste film (nogensinde) i biograferne. Dette er naturligvis en helt igennem subjektiv udtalelse, og jeg ved godt, andre er gladere for Snehvide, Pinnochio, Aladdin, Treasure Planet og High School Musical, men for mig er der ingen tvivl. Ingen Disneytegnefilm har foreløbig kunnet pierce mit hjerte eller fylde min sjæl med både sorg og glæde, sådan som Løvernes Konge kunne!

Det har muligvis noget at gøre med, at jeg var 7-8 år, da jeg første gang så den. Men nostalgi til side, så synes jeg stadig, det er en fantastisk film. At det er en god film er dog ikke nødvendigvis grund nok til at nævne den her – den er nemlig også interessant pga. dens særlige verdensbillede og de konkurerende livssyn, vi møder i filmen.

Læs resten